Kalenderen viser februar 2020, og alt ser godt ud på Restaurant 108. På blot tre år har restauranten bl.a. høstet en stjerne i michelinguiden. Der er masser af glade gæster fra ind- og udland, som gerne vil besøge restauranten for foden af Inderhavnsbroen i København, og holdet bag med køkkenchef og medejer Kristian Baumann i spidsen holder strategimøde for 2020.
”108 befandt sig på et rigtig godt stadie. Vi havde fået masser af anerkendelse fra toneangivende medier og guider, og hvis vi holdt budgetterne fra i fjor, ville vores banklån være betalt ud ved årets udgang. Kort efter rejste jeg til Thailand, hvor jeg skulle giftes. Til brylluppet snakkede jeg med min ven fra Sydkorea, som kunne fortælle, at Covid-19 havde ramt der. Da vi kom hjem, tænkte jeg, at vi var nødt til at lægge en plan for, hvordan vi skulle køre restauranten, når krisen ville ramme os. En måned senere blev landet lukket ned,” fortæller Kristian Baumann.
Da regeringen igen tillod restauranterne at holde åbent, åbnede 108 med en prisvenlig sommermenu, der skulle lokke folk ud at spise igen. Der var dog budgetteret med 100-140 gæster om dagen, og uden turister viste det sig ikke at være muligt.
”Vi nåede frem til, at det var bedst at trække stikket, mens tid var, så vi tog beslutningen om at lukke restauranten. Jeg afleverede min andel, og så var jeg faktisk ude af konstellationen,” fortæller Kristian Baumann om 108, som var en del af Noma-gruppen, der i skrivende stund endnu ikke har meldt ud, hvad lokalerne skal bruges til fremover.
Børn af kendte filmfolk snupper hovedrollerne og de eftertragtede skolepladser igen og igen. Er filmindustrien blevet en motorvej af forlommer? Blandt skuespillere og Skuespillerskolen er der stor uenighed.