Sans Souci vender tilbage med hvide duge og snorlige klassikere på hjemmebanen på Frederiksberg.

Det sker, efter Carsten Vinding i oktober sidste år måtte opgive at drive Frederiksberg-restauranten videre, fordi han ikke kunne få økonomien til at hænge sammen. Men det var ikke længe, restauranten nåede at stå uden ejer, for Jakob Smith Knudsen overtog tøjlerne få måneder senere.  

Med et mål om at åbne i februar annoncerede han, at han ville føre Sans Soucis arv videre, og den 22. marts, genåbner den ældgamle institution – efter eget udsagn – til velsmag, godt værtskab og hyggelig stemning.

Siden 1902 har restauranten ligget netop på Madvigs Allé på Frederiksberg og serveret klassiske, danske retter. Men dens storhedstid – i hvert fald i forhold til kendskab i folkemunde – var fra 1981 og fremefter, da Simon Spies’ tidligere kæreste Dorthe Bülow drev restauranten sammen med sin daværende mand Preben Bülow. Hun beværtede steder, som i perioden både var restaurant og værtshus, helt frem til 2014.

Menuen på restauranten kommer til at afvige en smule fra, hvad gæsterne historisk set har fået serveret, da det traditionelt danske er blevet skiftet ud med et bredere, europæisk menukort. Ikke desto mindre er det essentielt for den nye ejer, at Sans Soucis ånd ikke bliver udvandet i jagten på at lave moderne, ambitiøs og velsmagende mad.

Bag sig har han hele 20 lokale mini-investorer, der alle har frekventeret restauranten jævnligt og med årene er blevet venner af huset, og det er næppe en stramning at sige, at den lille hær af Frederiksberg-borgere har reddet en sand og ældgammel perle midt på den konservative højborg.

Sans Souci ligger på Madvigs Allé 15 og har åbent fra klokken 11.00 til 23.00 fra mandag til torsdag og fra 11.00 til midnat fredag og lørdag.