Milton Abel: "Jeg tror, at man som kok skal have en smule arrogance indkodet for at klare sig godt i branchen" scroll-down

Milton Abel: "Jeg tror, at man som kok skal have en smule arrogance indkodet for at klare sig godt i branchen"

I en verden af sukker, mel og smør dominerer Milton Abel. Fra Kansas City er han rullet gennem USA’s fineste restauranter, strøget ind på Noma og bagt sig ind i nogle af Københavns bedste bagerier. I dag er han chef-dessertkok på Kong Hans Kælder. Her fortæller han om at bage 1.000 fastelavnsboller om dagen og aldrig have lyst til det igen, om skuespillerdrømme og om opskriften på den perfekte sundae.

Af Sebastian Himmelstrup
Foto: Kasper Kristoffersen
Gastro Euroman

Min far var jazzmusiker. Vi tog altid med ham på arbejde, hvor jeg tit endte med at falde i søvn under klaveret. Som kok er jeg også meget væk hjemmefra, så det er rigtig vigtigt for mig, at mine børn ved, hvad jeg laver, og er stolte af det. Nogle gange tager jeg dem med på restauranten til personalemad, men jeg synes, det er lige så vigtigt at lave desserter sammen med dem derhjemme. Hvis man spørger mine børn, hvad deres forældre arbejder med, siger de: ”Far laver lækre ting, og mor laver penge.”

Min drøm var at blive skuespiller. Jeg fik min første betalte rolle, da jeg var 12 år gammel i Kansas City, hvor jeg kommer fra. Da jeg gik på college, manglede jeg penge ved siden af skuespilleriet, så jeg fik et job i køkkenet på en bar i byen. Alle de søde piger og flotte sportsfyre var bartendere, og alle kogehovederne stod ude i køkkenet og lavede mad og vaskede op. Klassisk setup, men jeg elskede det. Jeg mistede langsomt fokus på skolen og smuttede fra college for at jagte skuespillerdrømmen.

Jeg arbejdede på restauranter, når jeg ikke havde skuespillerjobs. På Grand Street Café, hvor jeg havde fået job i køkkenet, mødte jeg Michael McLeano, der viste mig, hvad madlavning i virkeligheden handler om. Han viste mig The French Laundry-kogebogen, gennemgik alle retterne og fortalte om Thomas Keller og kærligheden til madlavning. Jeg var 21 og blev helt vildt inspireret. Jeg besluttede mig for at lægge skuespillerdrømmen på hylden og gå efter at komme ind og arbejde på The French Laundry (verdenskendt Michelin-restaurant nord for San Francisco, red.). Jeg gav mig selv præcis et år, og så skulle jeg have et job der – og det fik jeg. Jeg har ikke set mig tilbage siden.

Se, hvad vi ellers skriver om: Dessert, Gastronomi, Mad og Michelin