Først den dårlige nyhed: Topicàl har serveret deres sidste måltid. Restauranten på Jægersborggade er lukket og slukket efter et år fyldt med fine italian dining.

Men intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget. Køkkenchef og ejer Davide Laduto har nemlig ikke lukket den anmelderroste restaurant uden grund. Det har han derimod gjort for at gøre plads til en ny italiener: Den 11. januar åbner restauranten Paesàno på Jægersborggade 41.

Den nye restaurant følger Davide Ladutos drøm om at rykke tættere på sit napolitanske ophav, og restaurantens fokus vil ligge på det syditalienske fattigmandskøkken.

Således droppes caviar, kammuslinger og trøfler til fordel for en værdsættelse af det simple, der blandt andet byder på pasta med kartofler, friturestegte riskugler og bedstemors vintersuppe.

Restaurantens atmosfære er afslappet, og det vil være op til gæsterne selv at dække deres bord med bestik og hente retterne fra køkkenet. Samme uhøjtidelighed gør sig gældende på menukortet, hvor en pastaret står til 95 kroner, mens man blot skal slippe 195 for deres tre-retters menu. Mamma Mia!

Paesàno åbner den 11. januar, og det er muligt at booke bord her.