Pizzahjulet hviner som aldrig før i det danske land, der efterhånden ikke længere kan betegnes som et uland, når det kommer til den hellige treenighed mellem fermenteret dej, sursød tomatsauce og god mozzarellaost.

Især Nørrebro i København har været heldige, når det kommer til højkvalitetspizza. Sidste år åbnede steder som Juli Pizzeria på Nørrebrogade og Diamond Slice på Blågårdsgade, der fik Politikens madanmeldere Joakim Grundahl og Lærke Kløvedal til at finde de helt store gloser og roser frem.

Nu beriges Stenbroen så med endnu et pizzeria, der sigter efter at lave andet end papbunde med syntetisk tomatsauce.

depanneur-2.jpg

Depanneur, der åbnede på hjørnet af Rantzausgade og Skyttegade i 2020 med bagels som omdrejningspunkt, har nemlig allieret sig med den romerske pizziaolo Armando Marini, der tidligere masserede dej på det hedengangne Colpo Grosso-pizzeria på Griffenfeldsgade.

“Vi har længe gerne ville lave et aftenalternativ til bagels, som byder mere op til at få et par øl eller dele en flaske vin uden at skulle gå helt over i restaurant. Og da muligheden med Armando opstod, var det helt oplagt, at det skulle være pizza. Vi har allerede setuppet til at arbejde med dej og bage,” siger direktør Adam Simony.

For Depanneurs vedkommende handler det ikke om at opfinde den dybe tallerken – pizzaen skal mest af alt fungere som afsæt for en bestemt sydeuropæisk stemning, forklarer Adam Simony videre:

“Samarbejdet er helt oplagt, fordi der allerede er en historik, og samtidig vil vi også̊ gerne tilbyde pizzaer i samme høje kvalitet som vores bagels. Armando er jo fra Rom og udlært i den klassiske pizzaskole, derfor bliver det også̊ vores fokus. Der findes allerede et hav af pizza-fortolkninger i København. Vores formål er ikke at genopfinde pizzaen, men derimod at ramme stemningen på en forårsaften i Rom med klassiske romerske pizzaer lavet på lækre råvarer efterfulgt af en negroni. Der kommer til at være seks klassikere.”

Der vil fremover blive langet pizzaer over disken på Depanneur fra onsdag til lørdag fra kl. 17.30.depanneur-billede-bund.jpg