Bangkok gadekøkken

Det skal du spise i Bangkok

Spis dig gennem byen: et døgn i Bangkok

Thailands hovedstad leverer kulinariske oplevelser på alt fra gadeplan til internationale toprestauranter.

Få steder i verden dækker det gastronomiske spektrum lige så godt som Bangkok. Thailands hovedstad leverer kulinariske oplevelser på alt fra gadeplan til internationale toprestauranter, og så er det tilmed til spotpris efter vore standarder.

Der er noget specielt over lugten i Bangkok. Overalt blandes duften af dampende supper og rygende wokpander med scooter- og bilos, og det hele får et ekstra nøk opad, fordi der er så afsindig varmt. Når man først har vænnet sig til det, er Bangkok fantastisk, og mere autenticitet i en storby skal man lede længe efter.

Begynd dagen i Chinatown, hvor den ene lille bod efter den anden sælger alt fra dampende nudelsupper til poser med sprødt kyllingeskind og desserter med farverige tapiokaperler. Det hele foregår omkring Yaowarat Road – slip frygten for de anderledes hygiejnestandarder, gå på opdagelse i det vidunderlige gadekøkken, og skyl det hele ned med en iskaffe med kondenseret mælk.

Herefter kan det stærkt anbefales at tage på en af Bangkoks madskoler. Der er flere forskellige at vælge imellem, og det er en eminent vej til at lære mere om thailandsk mad. Først besøger man et af de enorme madmarkeder for derefter at gå i køkkenet, hvor man lærer at lave nogle af landets signaturretter såsom pad thai og mango sticky rice.

Efter nogle timer i solen er det rart at komme ind i tempererede omgivelser, og dem finder du i storcentret Terminal 21 (88 Soi Sukhumvit 19) i bydelen Sukhumvit. ”Storcenter?” tænker du måske, men lad dig ikke narre. På øverste etage finder man food court, hvor store dele af det thailandske kulinariske landkort er repræsenteret.

Den kantineagtige stemning er hektisk, men også charmerende og meget thailandsk. Køb poletter ved indgangen, og gå på opdagelse i mad lavet fra bunden, som indkøbscentre herhjemme kunne lære ufattelig meget af.

Når du nu befinder dig i Sukhumvit, kan det stærkt anbefales at besøge baren Long Table (48 Column Tower Fl.25. Soi Sukhumvit 16) på 25. etage i et af byens mange højhuse. Herfra kan man nyde diverse cocktails og se ud over den enorme by, der rummer tæt på 10 millioner indbyggere.

Restaurant Gaggan.

Nu er det tid til skifte de svedige T-shirts ud med lidt pænere tøj og sætte kursen mod Gaggan (68/1 Soi Langsuan, Ploenchit Road, Lumpini), verdens syvende bedste restaurant ifølge World’s 50 Best, og som man derfor absolut skal booke bord på i forvejen.

Indiske Gaggan Anand har formået at løfte indisk mad til et nyt niveau med sine underholdende og smagsintensive retter, der med inspiration fra elBulli sætter indisk gastronomi i et mere raffineret og elegant perspektiv. Restauranten ligger i en gammel villa, og der er også en hjemlig stemning ved bordene, der er fordelt i boligens forskellige rum.

Der er én menu, så det er bare at læne sig tilbage og nyde det underholdende og velsmagende køkken fra Gaggans hånd.

Praj en taxi efter middagen, og sæt kursen mod Banyan Tree. Hotellets skybar, Vertigo Bar (21 S Sathorn Rd), giver et enestående blik ud over Bangkok til alle sider, og samtidig kan man nyde de stilfulde omgivelser, den gode service og de skarpe cocktails.



LÆS OGSÅ: Barchef: Der skal tequila i din drink til sommer

LÆS OGSÅ: Sushi-historie: California roll er opfundet i Canada

LÆS OGSÅ: Sådan spiser 37-årige Andrea Pirlo for at holde sig på toppen