Se video: Første upload til YouTube nogensinde

23. april 2005 blev den første video nogensinde uploadet på YouTube.

Videoen blev delt af en Yakov Lapitsky, der filmede en af YouTube-stifterne, Jawed Karim, på en tur i San Diegos zoologiske have. 

Den unge mand kan berette forbløffende ting, såsom at elefanter har virkelig, virkelig lange snabler. Se det her:

Selv om man i dag stadig kan finde myriader af lignende, mere eller mindre uinteressante hjemmevideoklip på YouTube, er der sket meget for videogiganten siden den blev lanceret i 2005.

Det var tre unge mænd ved navn Chad Hurley, Steve Chen og Jawed Karim, der stiftede firmaet.

De fik ideen, mens de alle var ansatte hos det digitale betalingsløsningsfirma PayPal.

Ifølge Karim var det blandt andet to store, om end væsensforskellige, begivenheder, der gav drivkraft til at opfinde en tjeneste, hvor tv-materiale blev nemt tilgængeligt for menigmand.

Den ene var Janet Jacksons berømte/berygtede episode med et blottet bryst under en optræden til Super Bowl-finalen i 2004. Den anden var samme års tragiske, østasiatiske Tsunami.

Karim undrede sig over, hvor vanskeligt, det var at finde tv-billeder på nettet af de to ting, og det blev ifølge ham inspirationskilden til en videodelingstjeneste.

Hurley og Steve, hans samarbejdspartnere, har nævnt, at ideen var noget i retning af at kreere en pendant til et dating-site.

De tre slog sig ned over et pizzeria og en japansk restaurant i byen San Mateo lidt øst for San Francisco, og herfra satte de projektet i gang, der allerede i juli 2006 havde 100 millioner views om dagen, og i oktober 2006 blev virksomheden opkøbt af Google for næsten 9 milliarder dollars i firmaaktier.

I dag siger YouTube, at der bliver uploadet 100 timers materiale til sitet i minuttet, og at brugerne streamer 4 milliarder videoer i døgnet. Analysefirmaet Alexa rangerer YouTube som verdens tredje mest besøgte websted efter Google og Facebook.

Rettighedsspørgsmål har ofte været kildne for YouTube, og ikke mindst forholdet til musikbranchen og musikere har været belastet igennem årene, men faktum er, at antallet af YouTube-views er nutidens målestok for hitmagere.

Nogle af de mest sete videoer nogensinde er PSY’s Gangnam Style, der er blevet set næsten 2 milliarder gange.

Derefter kommer Justin Bieber featuring Ludacriss med nummeret Baby, der er blevet set lige over en milliard gange. På tredjepladsen kommer Jennifer Lopez featuring Pitbull, hvis sang On the Floor er blevet set 747 millioner gange.

Musikvideoer har altså overhalet hjemmevideoerne, selv om den mest sete af slagsen – kendt som ’Charlie bit my finger – again’ med to britiske småbørn i hovedrollerne har opnået næsten 700 millioner views. Ja, ja, hvad folk dog klikker på:

 
 

Se, hvad vi ellers skriver om: Viral video