Se video: Historien om verdens heldigste, uheldigste mand

Frano Selak er en helt almindelig mand. Og så alligevel slet ikke. Den kroatiske musiklærer har fået kælenavnet ’Verdens heldigste mand’. 

Og selv om den her historie er vanskelig at tro på, er den vist god nok: Frano Selak har snydt døden gang på gang. På gang.

Syv gange mellem 1963 og 1996 lykkedes det ham at blive involveret i voldsomt dramatiske ulykker. Men på usædvanligt heldig eller behændig vis lykkedes det ham også hver gang at slippe ud af dem i live.

Ifølge Selak selv ser listen sådan her ud:

  • 1962 – Selak befinder sig i et tog, der vælter af skinnerne og ned i en flod. 17 dør, men Selak overlever.
  • 1963 – Selak er i et fly, der styrter, hvorved 19 dør, men ikke Selak, der bliver suget ud af en dør og lander i en høstak.
  • 1966 – Selak overlever at befinde sig i en bus, der skrider i en flod. 4 dør.
  • 1970 – Selaks bil bryder i brand, men Selak når at kaste sig ud.
  • 1973 – Igen sker der en eksplosion i Selaks bil, der spyr ild gennem ventilationssystemet. Igen overlever Selak.
  • 1995 – Selak bliver ramt af en bus – men overlever.
  • 1996 – Selak undgår at kollidere med en modkørende FN-lastbil, men vælter ud fra en klippe. På vejen ryger han ud af bilen og klamrer sig til et træ, mens bilen falder 300 meter i afgrunden.


Efterfølgende blev Selak så millionær, da han vandt cirka seks millioner på sin første lotteriseddel nogensinde.
Men i 2010 blev han træt af sit liv i sus og dus alene på sin helt egen ø og skænkede størstedelen af sin formue til familie og venner og flyttede til mere ydmyge forhold i sin fødeby Petrinja, syd for Zagreb.

Dengang sagde han, at alt han havde brug for, var et stille liv med sin kone - nummer 5 - og at penge ikke kan købe lykken.

Her kan du se Selaks liv i animeret form:

Selv synes Selak ikke, at hans kælenavn som verdens heldigste mand giver mening:

”Jeg har aldrig syntes, at jeg var heldig at overleve alle mine nærkampe med døden. Jeg har altid set sådan på det, at jeg var uheldig overhovedet at være havnet i dem, overhovedet.”

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Viral video