Obama udpeger dansk tech-stjerneskud til eksklusivt program: ”Det er meget trendy at fortælle, at man står op klokken fire i Silicon Valley, men jeg gør det altså ikke af min gode vilje” scroll-down

Obama udpeger dansk tech-stjerneskud til eksklusivt program: ”Det er meget trendy at fortælle, at man står op klokken fire i Silicon Valley, men jeg gør det altså ikke af min gode vilje”

Sahra-Josephine Hjorth er medstifter og CEO i CanopyLAB, der laver undervisningsmateriale ved hjælp af kunstig intelligens, og så er hun er én af 36 unge, europæiske ledere, der af Michelle og Barack Obama er blevet udvalgt til at deltage i Obama-fondens ledelsesprogram. Her fortæller hun om at revolutionere markedet for undervisning og hvorfor, der altid står en flaske champagne i køleskabet på kontoret.

Af Magnus Kraft
Foto: Kasper Kristoffersen
Karriere Euroman

Efter udgivelsen af denne artikel har Ekstra Bladet rettet en række kritikpunkter af Sahra-Josephine Hjort og virksomheden CanopyLAB for bl.a. regnskabsrod og tidligere udtalelser.

Hvordan opstod idéen til CanopyLAB?

”Idéen dukkede op som et lyn fra en klar himmel, da jeg arbejdede på mit ph.d.-projekt på Aalborg Universitet. Her gik det op for mig, at vi kunne revolutionere digital læring, hvis vi udviklede en platform, der fokuserede på den enkelte studerendes niveau og kompetencer. Alle skal kunne lære, hvad de vil, hvornår de vil, præcis på den måde, de lærer bedst. Det blev startskuddet til CanopyLAB, hvor vi i dag har udviklet en digital læringsplatform, som ved hjælp af kunstig intelligens skræddersyr individuelle læringsforløb ud fra den enkeltes niveau og foretrukne læremåde.”

Hvornår tager du fejl? 

”CanopyLAB er en kommerciel virksomhed, og vi sælger IT-løsninger til private virksomheder, men under skolenedlukningerne har vi haft vanvittigt travlt, fordi vi også donerede mere end 200 læringsplatforme til et globalt publikum gennem NGO’er, og vi gik fra at være 11 til at være over 50 ansatte på få måneder. I den periode gik det lidt efter Mark Zuckerbergs famøse citat om disruption: ’Move fast and break things.’ Vores interne processer kunne ikke helt følge med.

Jeg går meget op i, at fejl kommer frem i lyset. Vi må ikke være bange for at snakke om, hvad der gik galt og behandle fejlene åbent. Jeg er meget direkte, så for mig er det helt naturligt at tale om, hvornår jeg tager fejl, og hvordan vi så kommer videre derfra. Vi arbejder i virksomheden sammen med coach Daisy Løvendahl, som hjælper os med at finde balancen mellem at præstere godt og samtidig undgå en nulfejlskultur, for det dræber innovationen.

En af de fejl, som jeg har lært meget af, er, at vi tidligere bestod af et mindre team, som ikke var særlig mangfoldigt. Det betød, at vi lavede nogle fejl i vores løsninger, hvor vi fx gav vores brugere en for snæver mulighed for at vælge deres køn. Havde vi haft en højere diversitet internt, havde vores team fanget den og sørget for, at man kunne svare andet end ’mand’ eller ’kvinde’, inden markedet nåede at reagere. Derfor er det min topprioritet i dag, at vi er et diverst hold i CanopyLAB. For kun sådan kan vi lykkes med at være relevante for alle typer mennesker på tværs af hele verden.”

Se, hvad vi ellers skriver om: De unge ledere