EN SEN HVERDAGSAFTEN i mit barndomshjem kaldte min far mig ned. Han stod i et af de rum, han altid befandt sig i, når han skulle tænke – der var ild i smøgen, lidt vin i glasset og en masse papirer og mapper på bordet. Jeg var 15 år gammel, men det var tydeligt, at der var lagt op til en voksensnak. Jeg har en gammel far. Han nærmede sig dengang sin 70-års-fødselsdag og var begyndt at erkende, at han ikke ville leve for evigt. Derfor sagde han det, som det var: Han havde gået og tænkt og forberedt det, og han vidste præcis, hvordan generationsskiftet skulle foretages.

Det havde altid ligget i kortene, at den samtale ville komme en dag. Fra jeg var helt lille, tog min far mig med på slæb i sit daglige virke. Mens min lillesøster gik til ridning, og mine venner gik til fodbold, gik jeg til Flügger. Jeg var med på kundeskiture, når han besøgte messer i Tyskland, fabrikker i Kina, og i det hele taget til utallige besøg og møder rundt omkring i verden. Det stod klart for mig, at Flügger var en forpligtelse. Jeg har altid været meget bevidst om ansvaret for familiens omdømme, men det har aldrig tynget mig.

I min fars ånd har Flügger været omgæret af ildhu, drivkraft og begejstring. Hans passion er smittet helt vildt af på mig, så ligesom han, lever jeg for projektet. Fra en meget tidlig alder var medarbejderne søde til at sige, at de glædede sig, til den dag jeg skulle være en del af firmaet, og det blev jeg sgu lidt stolt over.

MIN FAR HAR ALDRIG lagt skjul på, at hans ønske var, at ansvaret for Flügger skulle blive i familien, og at jeg kunne være den, der en dag skulle træde ind i virksomhedens ledelse. Præcis som han selv gjorde, da hans far gav ham ansvaret som administrerende direktør i en ung alder. Jeg har i virkeligheden aldrig været i tvivl. Så da han den aften spurgte mig, om jeg en dag ville overtage ansvaret for virksomheden, kunne jeg med ret stor sikkerhed svare, at det ville jeg gerne. Kort efter begyndte han at overdrage sine anparter i moderselskabet til mig.

De følgende år var det ikke noget, der var kendt for omgangskredsen og omverdenen. Det ændrede sig pludselig en dag i 2011. Jeg var 21 og sad i den store forelæsningssal på CBS, da en af mine norske studiekammerater prikkede mig på skulderen. Han spurgte, om jeg vidste, at jeg var på forsiden af Børsen. Det gjorde jeg ikke. Det kom fuldstændig ud af det blå. Men de havde skrevet en artikel om, at denne her meget unge mand en dag skulle overtage familiedynastiet.