På søndag, den 12. maj, vil man på Hotel Cecil i København kunne opleve den musikalske duo Midnight Hour. Duoen udgøres af de to multiinstrumentalister, Ali Shaheed Muhammad, bedst kendt som producer i den legendariske hiphop-gruppe A Tribe Called Quest, og Adrian Young. Foruden Midnight Hour-projektet har makkerparret desuden produceret soundtracket til Netflix-serien ’Luke Cage’.

Ali, du har produceret nogle af 90’ernes mest hyldede hiphop-plader – hvad betyder den arv for dig?

Jeg ved det ikke helt, faktisk. Igennem årene har mit mål altid været at skabe noget godt med musikken. Noget, der kan samle folk. Og at musikken vil være der, selv når jeg ikke er her mere. Ligesom Phife Dawg (medlem af A Tribe Called Quest, som døde i 2016), som ikke er her mere, men hvis musik stadig lever videre.

Hvordan ser du Phifes arv i hiphop?

Ali: Phife havde en underdog-ånd, mens han samtidig var virkelig sjov. Han var én, tror jeg, som folk kunne identificere sig med, fordi han ikke virkede som en, der var fra en anden planet. Sammenlignet med nutidens hiphop, så tror jeg, at folk vil kunne gå tilbage, lytte til ham og tænke: Wow, ham her er virkelig sjov. Hans one-liners er så underholdende.

Jeg håber, at folk lytter til ham. Han var en lille fyr, og én, som igennem sit liv altid blev undervurderet. Så jeg håber, at folk, der selv bliver undervurderet, kan blive inspireret af ham, træde frem og være modige.

53410248_3004464089567335_6414325196043321344_n.jpg

Til dem, som måske ikke er bekendte med Midnight Hour – hvad går det ud på?

Adrian: Midnight Hour er fyldt med orkesterarrangementer og mørke, smukke lyde. Det er vores version af det, som higher jazz var tilbage I tiden. Men vi skubber det fremad I stedet for bare at gøre det, de gjorde.

Ali: Vi er begge multiinstrumentalister, så i stedet for at sample, som man gjorde det i hiphoppens guldalder, er vi gået sammen for at bringe live-perspektivet af jazz/hip-hop-hybriden tilbage.

I er nu på Europa-turné. Hvordan er det?

Adrian: At få lov at se en masse steder, jeg aldrig har været, men kun hørt om, er fantastisk og viser virkelig musikkens kraft.

Hvordan har modtagelsen været?

Adrian: Modtagelsen har været virkelig god. Jeg tror ikke, at folk rigtigt ved, hvad de skal forvente, men vi har overgået de forventninger.

Har I nogensinde været I Danmark før?

Ali: Ja. Men det er lang tid siden, faktisk, så jeg kan ikke helt huske hvornår. Engang i 90’erne, dog, og jeg ved, at det var en skøn tid.

Adrian: Aldrig.

Hvad vil I sige til dem, som overvejer at tage til koncerten, men som ikke har købt billet endnu?

Adrian: Kommer man til showet, så er det ikke bare os, der spiller nogle sange fra vores album, man kommer til at se. Man kommer faktisk til at opleve noget. Det er som filmmusik. Det er en filmisk oplevelse. Der er bogstaveligtalt kommer nogen efter hver koncert og sagt, at det er den bedste koncert, de nogensinde har været. Så vi håber, at danskerne også kommer til at opleve dét.