Den højeste domstol i staten Maryland har afvist livstidsdømte Adnan Syeds appel om en ny retssag om hans skyld i mordet på 18-årige Hae Min Lee. Det sker efter en votering på fire for og tre imod at afvise at genoptage sagen. Dommerne mente ikke, at en ny retssag ville ændre sagens udfald, på trods af, at det eneste vidne, der kan placere Adnan Syed væk fra mordet og give ham et alibi, aldrig blev inddraget i den originale retssag. 

Dommerne lagde vægt på, at Adnan Syed selv har sagt flere modstridende ting under den originale sag i 2000, hvilket ifølge dem betyder, at det angivelige alibi ikke er troværdigt og ikke vil veje tungt i en ny retssag. Vidnet, Asia McClain Chapman, har sagt, at hun så Adnan Syed på biblioteket på det tidspunkt, hvor han angiveligt skulle have kvalt sin ekskæreste, Hae Min Lee. Men fordi Adnan Syed ikke selv fortalte politiet, at han var på biblioteket, mener dommerne ikke, at det vil ændre noget. 

Flere støttere af Adnan Syed påpeger dog, at efterforskningen foregik med fokus på en periode over to uger, hvilket betyder, at Adnan Syed med stor sandsynlighed ikke har set det som en vigtig begivenhed, at han var på biblioteket. De peger yderligere på, at hvis Adnan Syed slet ikke har vidst, at Hae Min Lee var ved at blive myrdet, ville han ikke nødvendigvis have nogen grund til at synes sit biblioteksbesøg som bemærkelsesværdigt, netop fordi han skulle redegøre for to ugers færdsel.  

I en udtalelse skrev domstolen, at fordi Asia McClain Chapmans vidneudsagn ville modsige Adnan Syeds, kunne det risikere at underminere hans troværdighed yderligere. Men Adnan Syed sidder allerede livstidsfængslet for mordet på Hae Min Lee, hvilket hans familie har forsøgt at kæmpe mod i snart 20 år.

Fem år efter podcasthittet Serial er der intet nyt

Da journalisten Sarah Konieg begyndte at efterforske sagen om Adnan Syed og Hae Min Lee i 2014, havde hun næppe troet, at hendes podcastproduktion ville gå hen og blive en af de største i verden, der er blevet downloadet over 76 millioner gange. 

Støttere af en frifindelse i sagen fik et betydeligt momentum. Samtidig blev der sat rampelys på hele mordsagen, og der blev snakket om en såkaldt 'Serial-effekt'. Serial-effekten henviser til, at Sarah Koniegs måde at undersøge og efterforske en eventuelt uskyldig morddømt dreng, satte gang i True Crime-podcasts popuralitet med propelfart. Derudover mener nogen, at Serial har været med til at gøre podcasts mainstream i den vestlige verden. 

Det er derfor heller ikke nogen tilfældighed, at HBO har valgt at kaste sig over Adnan Syeds sag. I en serie ved navn 'The Case Against Adnan Syed' undersøger HBO videre fra der, hvor Sarah Koenig slap. I en pressemeddelelse før premieren fortalte HBO, at der var fundet nye beviser der taler for Adnan Syeds uskyld, som aldrig var blevet vist før. Det var meningen, at serien skulle ryste alle dem, der flittigt fulgte med i sagens udvikling.

Den højeste domstol i Maryland havde en tidsfrist til august 2019 for, hvornår de skulle afsige deres kendelse vedrørende spørgsmålet om en ny retssag med Asia McClain Chapman som vidne i Adnan Syeds favør. Alligevel valgte domstolen at afvise sagen blot én dag før, at HBO udgav deres nye serie, der angiveligt dokumenterer, at anklagemyndigheden, politiet, forsvarsadvokaten og dommeren alle sjuskede i sagen og kostede Adnan Syed et liv bag tremmer.

Men spørgsmålet om, hvorvidt Adnan Syed er skyldig eller ej, kan ikke kun vurderes på podcasts og dokumentarserier, mener kritikere af True Crime-seriernes håndtering af sagen. For der er netop mange beviser, der viser, at Adnan Syed er skyldig, forlyder det hos kritikerne. 

Blandt andet peger nogen på, at Asia McClain Chapman angiveligt har modsagt sig selv flere gange, og at et andet vidne siger, hun blev bedt direkte af Adnan Syed om at lyve omkring hans tilstedeværelse. Andre peger på, at Adnan Syed og hans forsvarsadvokat har fravalgt alle muligheder om DNA-undersøgelser. Derudover skulle Adnan Syeds far angiveligt have givet en helt anden forklaring end Asia McClain Chapman, og sagt, at Adnan Syed var i den lokale moske og ikke biblioteket. 

Adnan Syeds egen advokat har tweetet, at han ikke vil give op trods dommernes afgørelse, og at de fortsat vil kæmpe for at få Adnan Syed befriet. 

'The Case Against Adnan Syed' har premiere på HBO-Nordic den 11. marts.