Afgående Smukfest-direktør har kæmpet for anti-dagligdag i 46 år: ”Det er blevet utroligt svært bare at være menneske”

DET ER DET samme hvert år: Når de sidste toner har lydt fra Bøgescenerne, og den sidste øl er blevet drukket til Smukfest søndag aften, bliver der stille.

Men i 2026 bliver stilheden alligevel en anden. For første gang i næsten fem årtier træder manden, der i sin tid skabte Danmark Smukkeste Festival, ud af direktionen og går på pension.

”Det er et 46-årigt ægteskab, der nu når sin afslutning,” siger J.P. Andersen. Til november fylder han 68 år, og få dage før sin fødselsdag har han sidste arbejdsdag i Bøgeskoven.

Smukfest er historien om en festival med Danmarks dyreste partoutbilletter, der trofast bliver revet væk på rekordtid. Smukfest omsætter for et trecifret millionbeløb, men nægter stadig at opføre sig som en moderne virksomhed. Det er en forening drevet af idealister, hvor fællesskabet kommer før alt andet. Og det har været et bevidst valg fra starten.

”Der er ingen ejere, ingen der skummer fløden. Det kan lyde helligt, men det er den bedste måde at skabe et fællesskab på. Vi er en bevidst forretningsorienteret organisation, for hvis vi ikke bruger pengene rigtigt, kan vi ikke hænge sammen. Men i bund og grund interesserer vi os ikke en skid for penge. De skal bare bruges til at lave den fedeste fest, og det er dyrt at lave en fest på det niveau, vi drømmer om at give publikum,” fortæller J.P. Andersen i opvarmningsdagene til årets Smukfest, der bliver hans sidste som en del af driften.

Festivalen begyndte som Skanderborg Festival i 1980. Det startede i det små, men underskuddet i festivalens andet år løb alligevel op i 40.000 kroner, hvilket var mange penge. Især for en flok unge knægte i Skanderborg.

”Jeg var til møde med direktøren i Handelsbanken i Skanderborg, som jeg ville have et lån fra. Vi sad ved hans mahogniskrivebord, og han bød på cerutter og cigaretter. Bankdirektøren kiggede på mig og sagde: ’Det går ikke, Andersen. Det der foreningspjat kan vi altså ikke give lån til.’ Han ville have, at jeg personligt skulle overtage både ejerskabet og gælden,” fortæller J.P. Andersen.

Det var han overhovedet ikke interesseret i. J.P. Andersen insisterede på, at Skanderborg Festival skulle være et fællesskab. Han spurgte derfor, hvor mange mennesker han skulle finde til sin forening, før banken ville stå inde for lånet. Svaret var 10.

”Så gik jeg ud på gaden, ned på det nærmeste værtshus og fandt en håndfuld hædersfolk, der var med på ideen. Sammen med den daværende bestyrelse og fem gode venner skrev vi under. Ingen af os ejede noget alligevel, så vi kunne sagtens skrive under. To måneder senere arrangerede vi en Gnags-koncert i en gammel grisestald og betalte gælden af. Siden har vi ikke haft en kassekredit.”

Det er stadig det mest markante fingeraftryk, J.P. Andersen har sat på det, der med årene kom til at hedde Smukfest. Ingen ejer festivalen.

Roser til rockerne

Historierne fra Bøgescenerne og skoven fylder meget, når man ser tilbage på et halvt liv og en hel karriere i underholdningens tjeneste. Som da han gennem 15 år plagede Eric Claptons manager om at få ham til Skanderborg, før det endelig lykkedes. Eller dengang Ringo Starr sad i hans skurvogn, drak en øl og pænt ventede på, at nogen skaffede ham en nøglering med FestiWalther, Smukfests maskot, han kunne tage med hjem til børnene.

Idealismen bar frugt. Siden voksede Smukfest sig til det, der i dag er Danmarks næststørste festival.

”Allerede det tredje år kunne vi se, at vi fik et pænt overskud. Så gik vi ned til den lokale blomsterhandler og købte 10.000 roser for stort set alle de penge, vi havde tjent, og delte dem ud til gæsterne. Du skulle have set de her store rockere med rygmærker... de krakelerede fuldstændigt i ansigtet. Det var pissesmukt.”

Et andet år, da økonomien for den igangværende festival viste gode takter, fik han komiker og mangeårig konferencier Søren Rislund til at gå på scenen søndag eftermiddag og meddele, at der var fri bar i boderne, hvis folk blev til kl. 18.

”Vi ville ikke gå derfra med lommerne fulde af penge. Vi ville bare have det pissesjovt. Og ved du hvad? Folk festede så vildt, at vi endte med at omsætte for det dobbelte af en normal søndag. Vi tjente massevis af penge på udsigten til gratis øl. Stemningen løftede sig til lørdagshøjder.”

Woke-kultur og Bamses Venner Jam

Selvom publikum på Smukfest i bund og grund er det samme som i 1980’erne – et segment, der elsker ”antidagligdag” og for et par dage lader paraderne falder – mærker J.P. Andersen dog tydeligt, hvordan branchen har forandret sig.

”I dag er underholdningsbranchen blevet en anden. Storkapitalen sidder tungt på det hele. Jeg tror, det bliver op ad bakke for de næste generationer af festivalchefer, for kapitalinteresserne gør det sværere og sværere at få de store hovednavne til at spille for en pris, som 50.000 mennesker i en bøgeskov kan betale.”

Og så nærmer han sig noget af det DNA, der har været med til at forme Smukfest på godt og ondt:

”Men for mig at se er det tusind gange bedre at holde en fest med syv gange Bamses Venner Jam, hvor vi er frie og uafhængige, end at vi absolut skal have Coldplay på plakaten hvert år. Det er ikke for at disse Coldplay. Det er bare sådan, verden er indrettet.”

Ligesom han ikke er fornøjet ved de økonomiske supermagter i underholdningsbranchen, misunder han ikke de unge mennesker, der skal overtage festivalroret efter ham.

”De skal kæmpe mod woke-kultur, bureaukrati, regler og mistro. Vi har på en mærkelig måde gjort det utroligt svært bare at være et menneske. Med de kulturelle og økonomiske udfordringer, der er i dag, bliver det en stor opgave at holde fællesskabsfanen højt. Personligt ville jeg ærlig talt ikke ane, hvordan jeg skulle gribe det an. Men jeg tror heldigvis, den nye Smukfest-ledelse har en plan.”

Stol aldrig på pengene

Det kommer ikke til at være direktørtitlen, J.P. Andersen vil savne mest ved at være et lille tandhjul i Smukfests store maskineri. Det er entreprenørånden og et kreativt miljø, hvor de bedste ideer vinder, og hvor frivillige har gennemslagskraft ved blot at engagere sig.

Han har en sidste opfordring til sine nuværende kollegaer:

”Stol aldrig på folk, der kun er der for pengenes skyld,” siger han.

”Når jeg igennem årene har skullet vælge mellem at lytte til en kommerciel samarbejdspartner eller en frivillig, der står med en skruetrækker ude i skovbunden, har jeg aldrig været i tvivl. Penge er ikke onde i sig selv, men de forurener beslutningerne. Der vil altid være nogen, der skaber noget – og nogen, der bare skaber sig. Man skal åbne alle porer for dem, der vil skabe,” slutter J.P. Andersen.