Det føltes næsten helt forkert, så relativt ligefremt ’Dunkirk’ (2017) udspillede sig, filmens instruktør taget i betragtning.

For den britiske stjerneinstruktør Christopher Nolan, for hvem ’Dunkirk’ var hans 10. film, går sjældent den lige vej, og med den kommende ’Tenet’ ser det da også ud til, at han atter er tilbage på de snørklede og komplicerede afkroge.

I en ny trailer, der nærmer sig tre minutter i længde, bliver vi en smule klogere på, hvad man kan forvente af den 1,4 milliarder kroner dyre film, der har ’BlacKkKlansman’-stjernen John David Washington i hovedrollen.

Også Elizabeth Debicki og Robert Pattinson indtager prominente pladser på filmens rolleliste, der helt ukarakteristisk kun – men hvem ellers? – har Michael Caine med fra det sædvanlige Nolan-slæng.

Men hvor rollelisten på mange måde byder på nye ansigter i Nolan-regi, ser filmens plot ud til at være en klassisk kringlet – denne gang tidsforskydende – affære.

Til gengæld gør den nye trailer os ikke klogere på, hvorvidt ’Tenet’ får premiere den 17. juli, som den har været sat til, eller ej.

Covid-19 har vendt op og ned på hele filmbranchen, og nu altså også ’Tenet’, selv om Christopher Nolan selv har været fortaler for at lade den premiere trods tidens omstændigheder.

Filmmediet Deadline skrev i sidste uge, at selskabet bag ’Tenet’, Warner Bros., kræver, at mindst 80 procent af verdens biografer har åbent, før de sætter den fri.

Indenfor de næste tre uger vil de vurdere, hvorvidt det er realistisk til den 17. juli, ellers – skriver Deadline – vil filmens premieredato blive rykket til den 14. august.

Dertil må det desværre nok konstateres, at den 14. august virker mest sandsynligt.