'NORTH' HANDLER OM ultraløbsgiganten Scott Jureks forsøg på at sætte en fastest known time (FKT) på Appalachian Trail i USA. Jurek vil forcere de godt 3.500 km fra syd mod nord, da det ikke er gjort før. Han skal således løbe godt to maratoner hver dag 46 dage i træk i et terræn, der veksler mellem stejle bjergsider, sumpede moseenge og junglelignende skovstier. 

Vi følger ikke Jurek under planlæggelsen, for den findes ikke: Han laver vinduer i sin varevogn med en stiksav, isolerer med gaffatape og så kører han afsted med sin kone Jenny, som skal være crew for ham. Han har trænet lidt mellemdistancer op til og satser på, at hans krop og sind gør, hvad de gør bedst: Presser sig så langt ud over kanten, at det er svært for et almindeligt menneske at rumme. Men hans krop husker ikke og den låner sig dårligt til terrænet: hans sko i størrelse 46 rammer rødder og forhøjninger på stierne og han slår sig gul og blå. På dag syv vågner han med løberknæ.