USA er mulighedernes land, siges det. Men spørgsmålet er, hvor mange amerikanere der egentlig er enige i det her i 2020. For når vi ser på den moderne verdensordens mest markante supermagt, ligner dagligdagen efterhånden et realityshow udsat for en skyttegravskrig.

Meningsmålingerne tyder på et markant magtskifte, når vælgerne har stemt 3. november, men historierne pibler også frem om, at valget kan blive udsat for alverdens påvirkninger, inden der foreligger et endeligt resultat. Man må naturligvis håbe på en fair stemmeafgivning og -optælling, men skeler man til streamingtjenesternes amerikanske tilbud for tiden, ser man nu også tydeligt, at landets mentale tilstand for længst er begyndt at blive dissekeret her.