scroll-down
Hiphop-omkvæd er en svær størrelse. Man vil gerne lave et gennemgående tema for sangen, som folk kan huske og synge med på. Men man vil hellere ikke lave r’n’b og da slet ikke pop. Hvordan gør man rap-musik fængende uden at blive phony? Hvordan kan man lave hårdtslående gangsterhymner, der også går rent ind på dansegulvet?
Før 10’ernes store genresammensmeltning for alvor opløste termen ”ægte hiphop”, var der én artist, der bedre og oftere end alle andre formåede at knække koden: Nathaniel Dwayne Hale, bedre kendt som Nate Dogg. Den lakoniske crooner, hvis ansigt permanent var lagt i de samme udtryksløse folder, var egentlig født i Mississippi, men blev synonym med vestkystens G-funk-æra. Funk for gangstere. Og så er han bredt betragtet som kongen af hiphop-omkvæd.
Nate Dogg var begavet med den bedste, mest versatile og mest unikke stemme i amerikansk hiphop. Hans uimodståelige baryton kunne få selv de platteste linjer til at ose af LA-kush. Der findes mange fantastiske rappere, men der findes ingen, der nogensinde har lavet omkvæd som Nate Dogg. Som den amerikanske hiphop-journalist Jeff Weiss formulerede det i 2006:
”As American society increasingly becomes more polarized, Nate Dogg is the one thing that all Americans can agree on. From sorority girls to jocks, to gangsters in the hood, to even indie rock snobs, everyone can agree of Nate Dogg’s singular greatness.”
Nate Dogg var krydderiet, der kunne fuldende en ret. Hiv hans omkvæd ud af samtlige sange på nedenstående liste, og klassikere bliver til ordinære sange. Tilsvarende kan krydderi-analogien måske forklare, hvorfor Nate Dogg er en af få artister, der huskes mere for sine gæsteoptrædener end sine solopræstationer. Hans tre soloalbum er ikke dårlige, men for lyttere som jeg selv, der har et notorisk besværligt forhold til r’n’b, fungerer krydderiet bedre i mindre doser, hvor det så til gengæld fungerer perfekt.
Af samme årsag følger her de 20 bedste gæsteomkvæd fra Nate Doggs fantastiske karriere, der som følge af en hjertefejl fik en brat afslutning i 2011. Listen er mere en rangering af Nate Doggs indsatser end af numrenes kvalitet. Forhandlingerne mellem Koda og Google gør det svært at linke til numrene på en optimal måde, men betal for Guds skyld for en streamingtjeneste og hør sangene der.
Bevares, ’21 Questions’ er cheesy og simpel, men den er også effektiv og charmerende. Den blødsødne, forelskede Nate Dogg er lidt af en sjældenhed, men måske er det netop fordi, han her med den tilsvarende hårdkogte og misogyne 50 Cent krænger sit hjerte ud, at ’21 Questions’ med nød og næppe ikke bliver for corny. Det er ganske sigende, at 50 Cent skal have Nate Doggs hjælp til at klinge den her af, for et nummer så fedtet var formentlig faldet til jorden med branchens resterende omkvædssmede.
Læg i øvrigt mærke til, hvordan Pop Smoke på ’Meet The Woo 2’ har forsøgt at genskabe denne stemning på ikke mindre end fire-fem numre. Han lykkes næsten.
Hvis der er en hiphop-æra, der gav optimale betingelser for Nate Doggs værktøjskasse, er det Death Rows gangster-pop-rap-dominans fra 1992 til 97. Vi taler om bouncende cabrioleter i musikalsk form. Musik til psykopaterne og hitlisterne. ’All About U’ er ét langt glimt i øjet, og én af grundende til, at ’All Eyez On Me’ er et bedre album end ’Me Against The World’, er, at sidstnævntes lovligt r’n’b’ede refræner på førstnævnte er erstattet af Nates sprøde gangster-røst.
Det er måske en tilsnigelse at kalde Nate Doggs bidrag for et omkvæd, men ligesom på ’The Next Episode’ og ’Deeez Nuuuts’ eleverer en Nate Dogg-outro et i forvejen fantastisk nummer op på klassiker-hylden.
På efterfølgeren til listens nummer 18 får Nate Dogg sit eget omkvæd. Den opgave løfter han selvfølgelig bare. Superstjernenummer.
Siden dødsfaldet i 2011 er der blevet udgivet befriende få posthume udgivelser med Nate Dogg (det posthume album ’It’s A Wonderful Life’ kom aldrig). Denne fra 2012 er en sjælden undtagelse, og selvfølgelig er det på sin plads, at barndomsvennen Warren G fik fornøjelsen af at bruge denne perle af et omkvæd fra arkivet.
”Who’d the n*ggas come and get their hooks from, when they needed their radio shit spun? Nate Number One,” rappede Warren G passende på hyldesten ’This Is Dedicated To You’.
Enkelte vil hade dette valg, men hvis jeg skal forsøge at forklare, hvordan 2004 lyder i mine ører, spiller jeg dette nummer. Ikke mange formanede sig til at smide pitchede soul-samples over Nate Doggs stemme, men der er Ludacris bare Ludacris.
Jeg føler mig allermest som den sammensatte person, jeg er, når jeg kører i mine forældres Volvo V70 med tagboks og hører denne for fuld blæs. Nate Dogg lyder åndssvagt godt her.
Nummeret er selvfølgelig ikonisk. Deez nuts-joken, det voldsomt gode beat og Nate Doggs introduktion til verdensscenen. Og sikken introduktion: Nate Dogg river den yderst komplekse outro rundt med ufatteligt sikker hånd. Hvor mange andre debutanter ville kunne levere en så snorlige falset?
Man kan mærke det ned gennem hele rygsøjlen, når Nate synger: ”She was lost in the land of looove.” Perfekte leveringer eksisterer.
Nogle gange er det de små detaljer, der gør et hook genialt. På ’Lay Low’ er det, hvordan Nate Dogg kommer en anelse for tidligt på ordene ”talking shit”. Det er en form for musikalitet, du ikke kan lære. Og så har et mekanisk Dr. Dre-beat heller aldrig gjort noget dårligt for Nate Dogg.
Når man diskuterer, hvilken rapper Nate Dogg harmonerer bedst med, glemmer mange Kurupt. Alene på denne liste er der adskillige eksempler på, hvor godt Kurupts kirurgisk præcise levering går i spænd med Nate Doggs flydende flows. ’The Hardest Mutha Fukas’ introducerer et af mine absolutte favoritbeats (producer Fredwreck fortjener endnu større anerkendelse hos den brede lytterskare) og en af mine foretrukne Nate Dogg-finter: Det er evigt overlegent, når han legende går ned og synger dele af refrænet en hel oktav dybere. Bare fordi, han kan.
Få ting i denne verden kan være mere tilfredsstillende end vellykkede østkyst-vestkyst-samarbejder. Generelt vil jeg anbefale at lytte til hele Rawkus Records’ ’Lyricist Lounge 2’, hvor nummeret er fra. Her går mange erfarne stjerner back-to-back.
Mange sætter hovedsageligt pris på Nate Doggs arbejde under G-funkens gyldne æra, men den opmærksomme læser vil have noteret, at hele 14 af numrene på denne liste er udgivet efter årtusindskiftet. Når man hører Nate Doggs feature-kartotek igennem, fornemmer man, hvordan hans status som omkvæd-konge for alvor har manifesteret sig i starten af 00’erne, og gang på gang formår han at hive stikket hjem på ganske få strofer.
Et godt eksempel herpå er Obie Trices oversete ’The Setup’ fra 2003, hvor Nate Dogg med største lethed laver nogle helt vanvittige intervalspring. Det her nummer emmer af overskud som få andre.
2Pac lyder lidt som L.O.C. her, han rapper over det sløjeste Eminem-beat, og ’Loyal to the Game’ er på mange måder en uværdig posthum udgivelse. Men det skal ikke tage noget fra Nate Doggs mesterlige omkvæd på ’Thugs Get Lonely Too’. Og så er det altid noget, at Tech N9nes vers fra den uudgivede version ikke kom med på album-udgaven.
Maksimalistiske Nate Dogg er som udgangspunkt den bedste Nate Dogg, men selv for ham gælder det en gang i mellem, at less is more. På ’Can’t Deny It’ tager han 2Pacs legendariske ’Ambitionz Az A Ridah’-intro (bedste albumåbning nogensinde) under kærlig behandling. Resultatet er friskt, bouncy og hamrende effektivt. Fabolous rimer som altid bedre, end han flower, men det er stadig en god lead-single fra Fabolous’ bedste plade.
Det er fascinerende, hvordan Nate Dogg både har lagt stemme til de mest silkebløde G-funk-slaskere og næsten overdrevent hårdtslående boksefilmsmusik som ’’Till I Collapse’ her. Jeg kan stadig blive harm, når jeg tænker på, at det her ikke er det sidste nummer på ’The Eminem Show’. Hemmeligheden bag Nate Doggs blændende omkvæd er det geniale andenstemme-tema, der indtræder i omkvædets anden halvdel.
Jeres fåmælte loverboy er tilbage i den silkebløde afdeling med en ultimativ sommersang.
”Nate Dogg is about to make some bodys turn cold.”
’Regulate’ er en af de sange, man bare kan fra ende til anden. Måske er det, fordi nummeret er formuleret som én lang film uden et egentligt omkvæd. Fra damejagt og terningespil til skudepisoder og hyggetid på East Side Motel. Nate Doggs samarbejde med Warren G kan bare noget ekstra (’The Game Don’t Wait’, ’Nobody Does It Better’), og på ’Regulate’ bliver effekten kraftigt forstærket af, at de får lov til at gå back-to-back. Deres egen ’Nuthin’ But a G Thang’, kaldte Warren G det. Nate Doggs fløjlsstemme over Michael McDonalds loungede instrumentaler er som kaffe med fløde, og helhedsindtrykket når sit maksimum med den kitchede musikvideo, som Nate Dogg gennemfører med et klinisk dødt ansigtsudtryk.
Du tænker måske, at jeg må være blevet skør. Men nej. ’My Name’ er et uimodståeligt smashhit af et Nate Dogg-omkvæd. Akkompagneret af to af genrens fremmeste pitbull-rappere går Nate Dogg i tortur-mode. Her er ingen tilbagelænet Long Beach-stemning, nej, Nate Dogg leverer et hook, der giver mindelser om George Orwells uhyggelige O’Brien-karakter fra ’1984’. Her er ingen vokal show-off, intet blær, blot stensikre, milimeterpræcise leveringer. Ægte klasse er at vide, hvornår man skal vise sig frem, og hvornår man blot skal dunke sejren hjem på brutal vis.
Jeg kan levende genkalde mig følelsen. Hvordan jeg som 14-årig, i ramme alvor og med største inderlighed, sang i kor med Nate Dogg: ”Cause I, have neveeeer, meeeet a giiiiirl, thaaaat, I looooove, in the whole wide wooooorld.”
Når ’Ain’t No Fun’ topper denne liste, skyldes det, at sangen først og fremmest indkapsler en følelse. Det er umuligt at lytte til et nummer så plat og drenget uden at få et smil på læben. Snoop, Kurupt og Warren G leverer alle fremragende stiv-pik-og-håret-tilbage-vers, men det er først, når Nate Dogg med det stendøde ansigt synger sine bevingede linjer, at nummeret bliver så dumt, at ’Ain’t No Fun’ bliver en ikonisk omklædningsrumsklassiker.
