Hvornår besluttede du at satse hele butikken på musikken?

”Da jeg havde afsluttet min uddannelse, Music Management, på konservatoriet i 2007, overvejede jeg at melde mig ind i en A-kasse. Men jeg har altid været uafhængig, og jeg skulle ikke have et pseudo-net til at holde min røv oppe. Jeg ville til øksen og selv kløve mit brænde. Nu skulle jeg se, om musikken kunne bære.”

Hvordan gik det så?

”Tre måneder senere udgav vi ’Prima Nocte’ (Suspekts tredje album, red.). Der var gået fire år siden vores andet album, og det var, som om der var opbygget et vakuum. Så da vi smed den på gaden, eksploderede det hele. Tre måneder efter havde Andreas (kendt som rapperen Bai-D i Suspekt, red.) og jeg råd til at stoppe med at dele deodorant inden koncerterne.”

Set udefra virker det, som om jeres succes hænger meget sammen med jeres attitude. Fx siger du på et nummer, at når du har opnået bare en lille smule, skal hele verden se det. Hvor kommer den trang fra?

”Da jeg gik i syvende, lavede jeg ofte statistikker fra aviserne over fodboldresultaterne. Det gjorde jeg også en dag, da jeg var blevet smidt uden for døren. Så kom min lærer ud og sagde, at jeg aldrig ville kunne andet end at udfylde en tipskupon. Det var første gang, jeg tænkte: ’Det skal jeg kraftedeme modbevise.’ Jeg blev så vred. Jeg ville bare vise alle de andre børn og alle ude fra Albertslund, at man kunne være mere end det, man fik at vide, at man var. Det er en mentalitet, som er meget Vestegns-agtig og strider mod den typisk danske, hvor man hellere vil gemme det hjemme på gården.”



Jeres sceneshows er ofte lige så vilde som jeres tekster. Hvorfor er det vigtigt?

”Suspekt er ikke bare et band. Det er vores livsværk, og vi dyrker det. Så vi vil gerne gøre det til mere end en plade hvert fjerde år ved at tage vores univers med ind på scenen.”

LÆS OGSÅ: De 10 mest sexede musikvideoer

Hvordan tager man et univers ind på scenen?

”I en periode holdt Andreas og en af gutterne fra holdet altid morgengudstjeneste med Lambrusco, når vi kom hjem på hotellet efter en lang fest. Det ville vi gerne have med ind på scenen, hvilket resulterede i ’Lambrusco-præsten’. Klædt ud som biskop med høj hat og det hele kom han ind på scenen og velsignede os og publikum i Lambrusco. Publikum tog ham til sig. Faktisk så meget, at vi også brugte ham på coveret af vores live-dvd – men her var hans ansigt splittet i to, så det blev en fisse. Og på den næste tour havde vi ham på et kæmpe bagtæppe med fissen i hovedet. Sådan kan det udvikle sig.”

En fisse i hovedet?

”Mange tror fejlagtigt, at det eneste, vi vil, er at forarge. Men det handler ikke om at forarge. Det handler om, at det ikke må blive ligegyldigt. Enten skal folk grine eller vende ryggen til. På et tidspunkt sagde Rune (Rask, producer og dj i Suspekt, red.), at vi skulle have nogle nonner med. Ja klart, og så blev vi enige om finde nogle outrageous nogle, som gad smide tøjet. Ellers er der ikke en idé i det. Ti nonner på scenen, der ikke smider tøjet, ville være ligegyldigt i et Suspekt-univers. Det handler om at sætte scenen. Vi skal have noget andet med end bare rap. Nogle masker, damer, kutter eller fakler.”

Det er et meget mandet univers …

”Ja, og i starten var der mange kvinder, som anklagede os for at diskriminere, hvilket vi aldrig har følt, at vi har gjort. Men jeg tror, pigerne med tiden har fundet ud af, at det er sjovt at komme til en Suspekt-koncert og være med til alle de ting, som man normalt ikke må. Det er muligheden for at male sit værelse sort, som jeg håber, alle piger har trang til en gang imellem.”
Hvorfra kommer din fascination af de mørke temaer?
”Jeg kunne ikke tåle hvepse, da jeg var lille, så hvis jeg fangede en, puttede jeg den i et syltetøjsglas med nåle i, som om den var med i ’Indiana Jones’. Hvep-sen skulle fandeme ikke tro, at den var noget. Jeg var kreativ, men også destruktiv. Jeg lavede en spånplade med små huse af tændstikker. Når husene var færdige, kom der en bordtennisbold med ild i og smadrede det hele. Udtrykket i den musik, vi spiller, er også smadder og hærg. Hvis jeg lavede film, kunne det handle om et parforhold, hvor der sker noget supertragisk. Og den ville nok ikke ende godt.”

LÆS OGSÅ: De 10 rigeste rappere

Hvordan har du det, når du er på scenen?

”Nogle gange kan det nærmest give mig jern på, mens vi optræder. Ikke over mig selv, men over scenariet. Det, jeg rapper om, og publikum, der rapper med og relaterer til det. Det er, som om jeg har sex med dem alle sammen på samme tid. Og jeg kan ikke lade være med at sige, at det føles sådan.”

Nej, du virker ret grænseløs …

”Jeg er ikke bange for at være mig selv i hvert fald. Det, jeg rapper om, kommer inde fra en eller anden beskidt afkrog, som jeg har valgt at dyrke. Jeg synes fx, det er skidesjovt at snakke om at være liderlig. Det er også sjovt at være det, men at kunne beskrive det er fantastisk.”

Hvorfor?

”Når man bliver liderlig, er det som at gå fra at være helt normal til at være slasker-skæv eller kampstiv på et splitsekund. Beskrivelsen af det rum, du falder ind i, når du bliver liderlig, er spændende. Også det at se det på vennerne, når de er i byen. Se, hvordan de fucker op og glemmer sig selv. Det er jo ikke kun en mandeting, men jeg tager udgangspunkt i den mandlige kraft. Den energi er fed. Jeg kan blive helt liderlig selv, fordi jeg kan gejle mig selv sådan op, når jeg sidder og skriver. Alle fantasierne bliver så voldsomme, at jeg ikke kan holde dem inde i hovedet.”

Har du et eksempel, hvor det er lykkedes dig særlig godt at få liderligheden med ind i rap-universet?

”Der er en linje i nummeret ’Klaus Pagh’ (fra ’Elektra’, 2011, red.), som lyder: ’Jeg gi’r dig noget at pille i fissen over, læg dig ned, og hør Suspekt, når familien sover.’ Og så får vi publikum til at stønne i kor bagefter. Det er ekstremt liderligt.”

For mange ville det nok være grænseoverskridende at beskrive alle de ting …

”For mig er det det mest naturlige i hele verden. Jeg har haft lyst til det, siden jeg var helt lille. Jeg kan huske engang i S-toget, hvor jeg var på vej op til min mormor og morfars sommerhus i Hundested. På vej igennem Holte, hvor de pæne damer bor, sprang jeg pludselig op på sædet, fem år gammel, og sagde noget med, at min pik lå ovre i vindueskarmen. Min mor prøvede at tysse på mig, men det gik bare ikke, fordi jeg skulle af med det.”

Har din mor hørt Suspekt også?

”Ja da! Mine forældre har hørt alt, hvad jeg har lavet, lige siden jeg var helt lille.”

Hvad siger de til teksterne?

”Altså min mor griner, ryster på hovedet og siger, at jeg er åndssvag. Men de accepterer det, og de er også til koncerterne. Min far og jeg var på Radio24syv, hvor vi snakkede om musik. Han blev spurgt, hvilket nummer fra min soloplade vi skulle høre, og der tog han nummeret ’MILF’ (Mother I’d Like to Fuck, red.). Han var jo lidt oppe i alderen, så han kunne relatere til det. At han så ikke ville sige det på præcis samme måde, er en anden sag. Men det er jo ting, der foregår oppe i skallen. Ellers ville der jo ikke være pornofilm, gyserfilm, bøger eller vores musik. Hvis mine forældre ikke kunne forstå det, ville jeg kalde dem snæversynede.”

Din kone skred i 2011. Hvordan har du det med at snakke om det?

”Fint nok. Det er et kapitel, der er overstået for mig, og jeg er ikke voldsomt interesseret i et interview, der kun handler om det. Og jeg har en anden kæreste i dag. Men du må godt spørge.”

Fra din egen plade, ’Klamfyr’ fra 2012, er det største hit ’Single-pik’. Den er vel et resultat af det brud?

”Ja, den kom efter bruddet. Men jeg var ovre det på det tidspunkt, ellers ville jeg ikke kunne skrive det. Nummeret er en optur over, at jeg havde fundet mig til rette med at være single igen. Så bruddet skal ikke have kredit for det.”

Er det fair at sige, at hiphoppen reddede dig?

”Hvor andre først finder ud af, at de skal lade være med at stjæle biler, når de er 25, fandt jeg ret hurtigt ud af, at musik var min vej. Og ja, jeg har da brugt musikken til at kanalisere nogle ting ud, men musikken har ikke reddet mig, for mine forældre var ikke ravneforældre, hvis det er det, du spørger om. Til min 30-års fødselsdag sagde min far, at han havde holdt øje med mig og syntes, det kun var godt, at jeg lavede mine egne historier og rim i stedet for den danske stil, læreren havde påduttet mig. Vi var kommet ud af far-søn-forholdet og talte sammen som to mænd. Min far har altid været der for mig, men de ord, han fik sagt lige der, er jeg særlig stolt af, fordi mine teenageeskapader har haft så stor betydning for, hvor jeg er i dag.”

Suspekt spiller på årets Roskilde Festival.