Sidste år begyndte rygterne at svirre om, at ingen ringere end Quentin Tarantino skal lave en ’Star Trek’-film. Og stjerneinstruktøren, der for nylig fik stående applaus i Cannes for ’Once Upon a Time in Hollywood’, har ikke selv været bleg for at puste til rygterne.

I et interview med Hollywood-mediet Deadline, sætter Tarantino nu flere ord på den mulige ’Star Trek’-film, som han måske, måske ikke kommer til at lave.

”Jeg vil sige én ting om Star Trek, som jeg har ventet på, at nogen ville bringe op. Jeg ved ikke, om jeg gør det eller jeg. Jeg er nødt til at finde ud af det, men Mark (Mark L. Smith, manuskriptforfatter til ’The Revenant’, red.) har skrevet et virkelig fedt manuskript. Jeg kan virkelig godt lide det […] Det bliver 'Pulp Fiction' i rummet,” siger han.

Tarantinos film er kendt for at være meget eksplicitte, når det kommer til både sprog, voldsscener og sex, og hvis instruktøren ender med at takke ja til at lave ’Star Trek’, bliver det en film i serien – hvis tidligere kapitler har været mere børnevenlige – i hans egen stil, siger han til Deadline:

”Hvis du har set mine ni film, ved du at min måde er den R-ratede (amerikansk standard for eksplicitte biograffilm, red.) måde, og det er uden visse restriktioner. Det er en del af pakken.”

Instruktøren har tidligere sagt, at han har planer om at stoppe efter sin tiende film. Og dermed kan ’Star Trek’ potentielt blive Tarantinos sidste.

”Hvis jeg laver ’Star Trek’, så bør jeg forpligte mig til det. Det bliver min sidste film. Der skal ikke være noget venstrehåndsarbejde over det. Jeg ved ikke, om det bliver sådan, men det kan ske,” siger han i et andet interview med det amerikanske filmmedie CinemaBlend, hvor han dog også åbner op for at give sig selv et ”smuthul” og i stedet lade den tiende og sidste film være en original produktion ligesom resten af hans bagkatalog.

Men uanset om ’Star Trek’ bliver hans sidste film, lader det til, at fans af de populære sci-fi film må vente lidt endnu på at få bekræftet, om det virkelig bliver Quentin Tarantino, der skal løfte næste kapitel i kultserien.