Hård attitude og hang til barske fortællinger? Dette roadtrip byder på intrigant drama og eksplosive konfrontationer. Vi følger i fodsporene på de mest hårdkogte karakterer i de amerikanske dramaserier, fra 'Mad Men' over 'House of Cards' til 'Breaking Bad'. Læn dig tilbage og nyd, at din dybdegående rejseresearch kan foretages fordybet i store tv-fortællinger.

Ovenfor:

BREAKING BAD, Albuquerque, New Mexico

Turen starter med fra vest, hvor kult-serien 'Breaking Bad' forfører tv-seere verden over med sin fængende præmis: Hvad er det moralsk rigtige at gøre? Og hvad er jeg nødt til at gøre for at redde min familie? Kemilæren Walter White bliver diagnoseret med dødelig lungekræft, og begynder i desparation at fremstille og sælge den farlige metamfetamin for at sikre sin families fremtid. Og det er han hamrende god til. Se Walter og Skylars hus på 3828 Piermont Dr. i Alberquerque, oplev solen gå ned over downtown og tag på opdagelse i de smukke og isolerede ørkenlandskaber.

_____________



Grand Central Station i New York City, 1944. Foto: Samuel Kravitt/Getty Images

MAD MEN, New York City, New York

Spektakulære reklamekampagner, pencil skirts og whiskeydrikkende mænd – dyk ned i 1960’ernes New York i 'Mad Mens' nostalgisk fortælling om benhård forretning og hverdagsintriger. Dyrk de store armbevægelser med Don Draper og hans slæng i en kulisse af sexisme, racisme, utroskab og alkoholisme. Start på Central Station, hvor Don Draper tager toget til hver dag – og besøg blandt andet den berømte Oyster Bar, reklamebureauets Madison Avenue og The Roosevelt Hotel, hvor Don Draper drikker cocktails.

_____________




THE WIRE, Baltimore, Maryland

Oplev USA på indersiden i den enestående sociologiske dramaserie 'The Wire', anerkendt som et af de mest realisiske fiktionsværker på tv. Igennem emner som narkohandel, politik, skolesystemet og nyhedsmedierne skildrer 'The Wire' det institutionaliserede menneske. Start i West Baltimore på Lexington og Fulton Avenue, hvor Snot Boogie blev fundet død på gaden, og tag herefter på opdagelse i Baltimores nabolag, der hver især udgør baggrunden for hver sæson af 'The Wire'.

_____________




HOUSE OF CARDS, Washington D.C., Columbia

I fiktionens verden fortsætter vi mod syd til Washington D.C., hvor verden spændt følger i fodsporet på Kevin Spacey som Francis Underwood i 'House of Cards'. I virkelighedens verden skal vi blive i Baltimore, hvor de fleste scener er blevet filmet. Her finder du blandt andet Francis’ og Claires hjem, Zoes lejlighed, den forladte bygning, hvor de Freddy’s BBQ Rib Joint (se ovenfor) ligger – den findes desværre ikke i virkeligheden – og The Clean Water Initiative, Claires velgørende organisation, findes et par blokke væk fra Baltimores Inner Harbor.

_____________




MIAMI VICE, Miami, Florida

Og så lige én for nostalgiens skyld. Påmonter løs t-shirt, Armani-jakke med ekstra brede skuldre og bare tæer i sejlersko. Medbring dine gamle Phil Collins kasettebånd og en partner in crime. Så er I klar til at rejse mod syd og give den som detektiverne Crockett og Tubbs i aktiondramaet 'Miami Vice', en af de første tv-serier der forførte lytterne med tidstypisk musik og eksplosive visuelle effekter. Kør ud til kysten, hvor du finder Crocketts hjem på Bayside Marina – og fortsæt til Villa Vizcaya, Jorgenson’s House og OCB Building iblandt et væld af andre Miami Vice-relaterede muligheder.

_____________




TRUE DETECTIVE, New Orleans, Louisiana   

Mordmysteriet i 'True Detective' er spundet op om en forførende dyster odyssé af moralsk forfald. Efter et langt stræk mod vest er næste stop på turen New Orleans, hvor de to kriminalbetjentes 17 år lange intense jagt på en rituel seriemorder finder sted. Rollerne som Detective Cohle og Detective Hart er besat af de to sværvægtere, Matthew McConaughey og Woody Harrelson, hvis dragende karakterskuespil komplimenterer plottets mørke filosofi. Gå på opdagelse i Louisianas dystreste afkroge iblandt barer, trailerparks og mørke skove.

LÆS OGSÅ Heliskiing: Seks destinationer med uberørt puddersne

FACEBOOK Bliv ven med Euroman