1. Køb friske cigarer

Da cigarer er uden tilsætningsstoffer, kan de let blive tørre og dermed bitre. Køber du din cigar i en kiosk, som ikke opbevarer cigarerne rigtigt, er risikoen stor for, at den er tør og ikke smager godt.

2. Køb noget mildt

Myten om ægte cubanske cigarer betyder, at mange af os tyer til det, hvis vi skal flotte os. Cubanske cigarer kan være ufatteligt gode, men de er også tit kraftige, og hvis du ikke ryger cigar jævnligt, er der bedre alternativer.

GettyImages-675990572.jpg

Cigarer er ikke kun til nytårsaften. Her ryger Michael Caine under et interview i 1981. Fordi han kan.

3. Klip din cigar

Klipper du forkert, risikerer du, at den begynder at gå i opløsning. I udgangspunktet skal du kun klippe en enkelt millimeter af, selv om det kan variere lidt afhængigt af modellen. Spørg din sælger. Og lad være med at kaste dig ud i noget med en kniv. Har du ikke en klipper til cigarer, er det bedre at stikke tre-fire huller i den med en tændstik.

4. Sæt dig ned

En cigar er per definition en opfordring til at lade tiden gå i stå. Med sin kraftige smag kræver den din opmærksomhed. Nikotinen fra en cigar er meget stærkere end fra en cigaret, til gengæld opløses den i kroppen langsommere, så hvis du bare pulser afsted på den, risikerer du at blive sendt direkte på toilettet for at kaste op. Sæt dig ned, lad nikotinen gå i blodet langsomt, og stop med at ryge, før du bliver syg af det.

5. Tænd med tændstikker

Smagen fra en lighter vil sætte sig i cigaren. Tænd op uden at have cigaren i munden og lad langsomt hele hovedet blive varmt. Det kan let tage et minut eller to, før den er klar til at blive røget.

GettyImages-3438627.jpg

Madonna bapper på en læbestift. Formentlig som erstatning for en god cubaner.

6. Ryg langsomt

Hvis du suger for kraftigt, trækker du nikotinen ned i bunden af cigaren, og den bliver bitter. Lad den hellere gå ud, og tænd den igen.

7. Drik noget sødt

Det er en klassisk forestilling, at whisky er den bedste side­vogn til cigarer, men noget med en smule sødme supplerer i virkeligheden de fleste cigarer bedre. Rom er et godt bud. Men cola er også over­raskende lækkert til cigar.

8. Inhaler aldrig

Der er slet ingen grund til at få røgen helt ned i lungerne. Nikotinen er alt for kraftig. Så lad blot røgen fylde munden og pust ud igen.

GettyImages-80419986.jpg

Michael Jordan fejrer NBA-sejren i 1996 med en håndfuld cigarer.

9. Gå tilbage til en fuser

Din cigar må gerne gå ud. Og op til en halv time efter den er gået ud, kan du sagtens tænde den igen og få en god cigaroplevelse. Men skod den aldrig. Læg den blot på askebægeret og lad den gå ud af sig selv.

10. Tænd aldrig fyrværkeri med din cigar

Den kommer til at smage af krudtslam. Det er dumt, hvis det er en god cigar. Godt nytår!