Han indtog byen med lækkert hår, armbevægelser som møllesving og matchende løfter, hotelkongen Petter Stordalen. Den sjældent fresh-flamboyante nordmand ville give sig selv og København et nyt, historisk femstjernet luksushotel i den smukke, gamle Centralpostbygning fra 1912 ved Hovedbanegården.
Bygningen er blevet totalpimpet for prisværdige 1,5 milliarder kroner, og pandemien udsatte åbningen af Villa Copenhagen. Men i juli blev dørene slået op til den omtalte frækt funky fætter i Københavns elitære hotelklasse.
Villa Copenhagen annoncerede ved åbningen, at femstjernet ikke må være stift og kedeligt. Det skal være uformelt på den fede måde, måske som Petter Stordalen. Man vil gerne afspejle beliggenheden mellem København K og Vesterbro, som ledelsen siger. Det er en sjov tanke, men har Vesterbro overhovedet lyst til at være femstjernet?
Annonse
Who cares? Som velkomsten lød fra Villa Copenhagen, vist nok i ramme alvor, ved åbningen 1. juli:
”Villa, Villa, Villa. Du er ikke kun et hotel. Du er helt ideel. Du er højaktuel og helt proportionel. Metroseksuel og flerkulturel.”
Euroman er inviteret af Villa Copenhagen til en overnatning. Bygningen ligner et slot fra gaden. Det hele lover godt. Spændende med fem stjerner, ny dreng i klassen, udendørs pool. Det uformelle begynder allerede med den store, og på denne buzzzzende sommerfredag, lune, lobby, som man meget bevidst kalder ’Courtyard’, fordi lobby lyder for formelt.
I det hele taget hersker der en kaotisk stemning på hotellet. Som en mandag morgen på den brølende H.C. Andersens Boulevard 100 meter længere nede ad gaden. Nøglekortet virker ikke og vedbliver ikke at virke. Man går tilbage til Courtyard. Står i kø. De lover, meget venligt, at sende en rette vedkommende til at kigge på det. Tak.
Pludselig virker kortet. Så virker det ikke. Villa Copenhagen er et stort hotel. 300 værelser dør om dør om dør på de imponerende lange gange, så man får noget motion frem og tilbage, og så står man i kø i receptionen, nå nej – Courtyard, for at få kortet til at virke. Tre gange.
Tre andre gange spørger jeg til sidst en fra Himlen sendt Guds engel af en housekeeping-ansat, der har mere end travlt nok i forvejen med at gøre værelser klar. Tre gange smiler hun og går med ned ad de lange gange og låser mig ind med sit eget nøglekort. Tak. Du er en engel. Det er dét, der er med Villa Copenhagen. Alle fra receptionen til tjenerne, er søde og gennemført hjælpsomme. De vil så gerne hjælpe. Og dét er virkelig sympatisk. Det er bare ikke helt tilstrækkeligt, hvis man insisterer på at kalde sig femstjernet.
Den uformelle stemning fortsætter ved restauranten, hvor det for længst reserverede bord ikke står i systemet. Det lykkes efter slesk tale med blidt bryske bryn at få den venlige tjener til at trylle et bord frem til sidst. Så bestiller man. Og så venter man. Der er rod i bestillingerne. Et par timer går. Vejret et fint, det er en dejlig aften, så det gør ikke noget. Uformelt er det i hvert fald. Det er maden også. Og udmærket uden på nogen måde at være uforglemmelig, for jeg kan ikke huske den. Bortset fra det stegte svinehoved i naturlig størrelse som nabobordet får.
Til gengæld er beliggenheden af det lille hotelværelse, som man finder efter middagen, mindre sjov. Man kigger lige ind i øjnene på en byggeplads, hvor nogle byggematadorer, måske norske eller kinesiske, er ved at genopføre København. Kranerne og de der maskiner, der banker piller langt ned i undergrunden, kører lystigt på fra tidlig morgen.
Således udhvilet kravler man ud i det fine badeværelse med dejligt rainfall shower og bæredygtige produkter. Ned til morgenmaden, som er fremragende. Særligt Villa Copenhagens eget bagværk, som bageren bager fra klokken fire om morgenen, med Laid Backs ord: Bakerman is baking bread. Fuldstændig femstjernet, hvis ikke mere. Bakerman kan få dig til at tilgive meget.
Til gengæld er der lange køer ved kaffeautomaterne. I et totalt sitrende urbant kaos af en morgenmadsrestaurant med fliser og løsgående træbænke med barstole og ikke et roligt øjeblik. Det skal være lidt anderledes. Lidt storby, lidt funky, lidt frækt. Ikke standard. Ikke ordinært. Men hvorfor er det nu, man skal føle, at man sidder i et cafeteria på sit gamle gymnasium i det store spisefrikvarter?
Annonse
Men croissanterne. Tak, Bakerman.
Vi kan lige nå en tur i poolen. Villa Copenhagen er stolt af den udendørs pool på 1. sal. Den er lang. Hele 25 meter. Og flot. Poolen er fyldt op af norske og jyske børn og deres far og mor på weekend i storbyen, og den er smal som Fætter BR’s de luxe-badebassin. Man kan desværre ikke undgå at tænke på Bellahøj Friluftsbad lørdag eftermiddag.
Hotellet er kun lige begyndt. Det er svært. Men det føles som en kæmpe lettelse at checke ud af Villa Copenhagen og finde fred på Hovedbanegården ved siden af. Desværre.
Hvis Petter Stordalen var et hotel, ville han måske være Villa Copenhagen. Han overnatter nogle gange i mastersuiten. Hvis jeg var Villa Copenhagen, ville jeg prøve igen.
Priser for en overnatning ligger mellem 1.800 kroner og 55.000 kroner for mastersuiten.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
