Manden bag alles yndlingsloafers elsker pomfritter og sin Frank Hvam-kasket scroll-down

Manden bag alles yndlingsloafers elsker pomfritter og sin Frank Hvam-kasket

Den kreative altmuligmand Virgil Nicholas har de seneste år haft stor succes med sit skotøjsmærke Vinny’s, hvis loafers er blevet båret af alle fra Kronprinsen til internationale stjerner som Omar Sy, Jon Bernthal og Chris Evans. Her giver han et indblik i, hvad han omgiver sig med af gode ting i livet.

Af Magnus Fuglsang Søgaard
Foto: Rasmus Kongsgaard
Livsstil Euroman

App → Time Buddy, som er en slags valutaomregner, bare for tidszoner. Jeg kan ikke leve uden den! Den dikterer alle mine aftaler i min kalender.

Arvestykke → Min interesse for tidløs stil, som maman og papa har været så gode og ganske ubevidste om at lagre i mit dna. Den er mit visitkort og mit anker.

Bog → ’Roots’ af Alex Haley, ’Alkymisten’ af Paulo Coelho og Homers ’Odyssé’. Alle burde kende historien om Kunta Kinte og hans råstyrke, trods den grusomme realitet hans liv byder ham, Homer var en ægte karl, og Santiago lader troen og drømmene lede ham. Spejlingerne vil ingen ende tage.

Briller → Jeg lavede en rigtig sprød, tidløs, og ’du kan aldrig se dum ud med denne brille’-brille med mine venner fra Poul Stig sidste år. Den hedder naturligvis ’Virgil’, og den elsker jeg. Jeg bruger den både som optisk brille med farvet glas og som solbrille i diverse farver afhængigt af humør og dagsprogram.

Bukser → Nanamica ’Dock Pants’. Av!

Bælte → Ralph Lauren D-ring med messingbæltespænde. Det er nok 12 år gammelt. 

Cocktail → Rød vermouth og den største isterning, jeg kan få.

Duft → Philip Noirs ‘Romance Galore’. 

Film → ’The Godfather’ (bær over med mig for den kliché).

Fjende → Det kan jeg ikke sige. Jeg har kun én, han ved det ikke, men jeg kan ikke udstå ham. Heldigvis ses vi aldrig. 

Frakke → ’Sigurd’ fra Hansen Garments. Det er verdens bedste uldfrakke. Den er mit højdepunkt hver vinter.

Gadget → Jeg købte engang en selfiestang. Den bruger jeg nu som stativ til videokald fra telefonen. Den er perfekt og er ganske ofte i brug. 

Hat → Beams og Champion lavede en fantastisk cap for nogle år siden. Sjældent har noget set så falmet ud på mig, og jeg er vild med den. Den er min Frank Hvam-hat.

Hotel → Stadig La Mamounia i Marrakech. Deres Moroccan Breakfast er stadig den bedste morgenmad, jeg har fået på noget hotel.

Jakke → En dobbeltradet club blazer. Det er det smukkeste piece, du kan få. Derudover: en let til sommeren og overgangsperioden og en cashmeresag til vinter i et nummer større end vanligt, så du kan lægge et lag eller to under.

Jakkesæt → Boglioli ’K Jacket’. Her kan vi tale om minimal indsats og maksimalt udtryk.

Kunstner → Basquiat, Pollock, Lemmerz, Kabangu, Rodin. Melankoli udtrykt i kunst er virkelig en smuk ting.

Livret → Pomfritter altid, men i vinters fik jeg for første gang en omgang Magic Mushrooms fra den israelske fastfood-biks Miznon i Paris. Jeg glæder mig som et lille barn til at skulle have den igen om 14 dage.

Morgenmad → Hvis jeg var bedre til at tage tiden til det, spiste jeg grapefrugt, et blødkogt æg og et halvt rugbrød hver dag.

Motionsform → Jeg dyrker det ikke lige nu, men crossfit og MMA er det eneste, jeg har haft lyst til at tage 60 nye minutter af fem minutter efter nær at have kastet mine indvolde op.

Motto → ”Den eneste sandhed, du kan stole på, er din egen.”

Musik → Lige for tiden går der ikke én dag, uden at jeg lytter til norske Karpe. De er halvt engelske og halvt indiske, og i deres seneste ep’er er der virkelig skruet op for den kulturelle etnicitet, som bliver kombineret med ekstremt velovervejet lyrik, og den musik fylder mig med glæde hver evig eneste dag. 

Møbel → Jeg ønsker mig en Eames ’ES104’ til mit kontor en skønne dag.

Overspringshandling → Jeg er rigtig god til at give mig til at tale i stedet for at …

Podcast → Lydbog. Lige nu er det lidt spionfiktion fra Daniel Silva på opfordring fra min storebror. Det er kanon til at slå hjernen fra, og for mig fungerer det bedre end film og serier.

Pung → Louis Vuitton ‘Zippy Coin Purse’. Den bliver væk fra mig mindst én gang om måneden, men vi finder altid hinanden igen. Det har vi gjort i snart syv år. 

Rejsedestination → Marrakech.

Sengetid → 22.30, om Gud vil.

Skjorte → Barenas ’Pavan Poplin Popover’-skjorte er et mesterværk, jeg værdsætter lige meget hver gang.

Sko → Ha ha! 

Slips → Er på vej tilbage til min garderobe i stor stil.

Smykke → Hvad end Niels Monies finder på til mig.

Spiritus → Monkey 47 Sloe Gin. 

Strømper Vi har lavet vores egne cashmere-strømper. Det er guld værd!

T-shirt → Our Legacy ‘New Box T-shirt’.

Taske → Résumé har lavet den perfekte holdall til mit temperament.

Transportmiddel → Kystbanen.

Trøje Camber hoodie.

Underbukser → CDLP.

Undskyldning → ”Dude, beklager.”

Ur → Omega Aqua Terra Shades i 38mm er min nye favorit. Jeg kan ikke få det af igen.

Tatovering → Det romerske tempel med de tre søjler, som jeg har fantaseret om i snart 10 år. Det er ved at være tid.

Vågnetid 6.20.

Se, hvad vi ellers skriver om: Guide, Shopping, Mænd og Herremode