Siden fødslen har konkurrencen været stor mellem de enæggede tvillinger, Mikkel Borg Bjergsø og Jeppe Jarnit Bjergsø, som står bag ølbryggerierne ’Mikkeller’ og ’Evil Twin’. Faktisk skulle Jeppe være blevet født først. Men fordi Mikkel vendte den forkerte vej, blev han taget ud med kejsersnit – og endte med at slå Jeppe på målstregen med bare et par minutter.

Selvom det nok ikke var i netop dette øjeblik, den over 40 år lange rivalisering startede, har de to brødre kæmpet om at komme først og være bedst, så længe de kan huske. Både Mikkel og Jeppe dyrkede som unge eliteløb på højt plan og har uddannet sig som skolelærere.

Men det var først, da de begge blev etablerede spillere i øl-verdenen, at fejden udviklede sig til så ekstremt et niveau, at brødrene ikke kan udstå hinanden den dag i dag. De er ikke på talefod, og har ikke været det i 7 år.

Til gengæld har de begge talt med journalist og forfatter, Rasmus Emborg. I over et år har han fulgt, interviewet og oplevet dem hver for sig - fra København og New York til Nordkorea og Shanghai – med formålet at samle det hele i en bog om de succesfulde Bjergsø-brødres private og professionelle liv.

I ’Ølbrødre’ hører vi for første gang Mikkel Borg Bjergsø og Jeppe Jarnit Bjergsøs egne sider af historien om, hvordan de blev nogle af verdens bedste mikrobryggere – og mistede hinanden undervejs.

Mediestunt eller virkelighed?


Bjergsø-brødrenes opsigtsvækkende forhold er blevet omtalt i medierne adskillige gange de seneste år.

Foruden en solid dækning i dansk presse, har historien fundet vej til store internationale medier som Financial Times, Vanity Fair, New York Post, Forbes og BBC. Produktionsselskabet AMC, der står bag successerierne Breaking Bad, Mad Men og Walking Dead, har endda jagtet Mikkel og Jeppe for at lave en tv-serie om deres liv.

Når én og samme sag bliver omtalt mange forskellige steder – ikke bare lokalt, men endda internationalt - er det ikke usædvanligt, at udlægningerne af, hvordan det hele startede, pludselig er mange. Og de succesfulde tvillingebrødres historie er ingen undtagelse.

Nogle mener, at Mikellers første bar, der åbnede i København i 2010, gik i direkte konkurrence med den ølbutik, Jeppe havde startet op året før, og at dette blev begyndelsen på deres radio silence.

Andre peger på, at brødrenes forskellige personligheder er så store og stærke, at de har svært ved at finde ud af det sammen. I et interview med Jyllandsposten sammenligner Mikkellers driftchef, Jacob Gram Alsing, de to med Oasis-brødrene, Liam og Noel Gallagher:

- Kender du Oasis? Gallagher-brødrene? Der er tale om et af verdens mest succesfulde bands, men de to havde seriøse problemer med hinanden.

En helt tredje, men populær teori er, at det hele er et markedsføringsstunt fra brødrenes side, og at uvenskabet er det rene opspind.

Sidstnævnte kommer forfatter, Rasmus Emborg, allerede ind på i bogens forord.

- Gid det var så vel, lyder meldingen fra begge brødre, ifølge Emborg.

ØL BRØDRENE

Om Mikkeller:

Mikrobryggeriet Mikkeller blev grundlagt af Mikkel Borg Bjergsø og Kristian Klarup Keller i 2006. Siden 2007 har Mikkel Bjergsø drevet det videre alene, og i dag er virksomheden et millionforetagende, der, ifølge seneste regnskab, i 2016 solgte øl for mere end 153 millioner kroner til 50 forskellige lande verden over.

Om Evil Twin:

Jeppe Jarnit Bjergsø grundlagde Evil Twin i 2010. I 2012 rykkede han til New York, hvor han også senere startede sit første fysiske bryggeri. I dag eksporterer Evil Twin øl til mere end 35 forskellige lande, brygger på fem forskellige bryggerier verden over og bliver solgt i 35 stater i USA.

Ølfejde på Åboulevarden

Så sent som tidligere i år var der nyt at læse om ølbrødrene i medierne. I april lejede Mikkel Borg Bjergsø sig ind i nogle ledige restaurantlokaler på Åboulevarden i København, og det fik konflikterne til at blusse op i lys lue.

I lokalerne på adressen lige ved siden af lå nemlig baren Himmeriget, som Jeppe Jarnit Bjergsø har været med til at grundlægge, og selvom han ikke længere er medejer af baren, udtrykte han klart, at han så det som et direkte angreb fra sin bror.

Lejekontrakten blev til sidst droppet, men kampen om at lave verdens bedste øl fortsætter – på hver deres kontinent. I New York har Jeppe travlt med sit nye Evil Twin-bryggeri, mens Mikkel kører videre med Mikeller fra Danmark.

De er begge blevet ølmillionærer, har skabt hver deres opsigtsvækkende erhvervseventyr og sat nye internationale standarder for mikrobrygget øl. Og selvom ’Ølbrødre’ frem for alt er historien om netop dette - om iværksætteriet og rejsen til toppen af ølverdenen - forsøger Rasmus Emborg også at komme nærmere et svar på, om brødrenes rejse altid vil fortsætte hver for sig.

Tror du, at han hader dig? Det ved jeg sgu ikke. Aner det ikke. Jeg undrer mig da over, at der ikke er noget, der stopper ham, før han siger sådan nogle ting, som kan være så skadelige for mig. Jeg ved godt, at jeg nogle gange har givet igen, og det fortryder jeg også. Men jeg fatter simpelthen ikke, at han vil gøre mig så meget ondt. Jeg ved ikke, om han ville blive lykkelig, hvis Mikkeller gik konkurs, og jeg endte på gaden, fortæller Mikkel Borg Bjergsø.

intext.jpg

’Ølbrødre’ udkom 27. november 2019 og kan købes på Gyldendal.dk og i boghandlere i hele landet.