Jeg har engang haft en svigerfar, der var ligesom Robert De Niros karakter i komedien ’Meet the Parents’. Dog var han hverken tidligere CIA-agent eller havde udstyret hjemmet med skjult kamera for at kunne følge med i, hvad jeg lavede med hans teenagedatter, Louise.

Men han havde så absolut svært ved at give slip på hende, for nu at sige det mildt.

Louise var 17 år, mens jeg var på nippet til at skulle igennem de obligatoriske 18 Gajol-shots og blive myndig. Første gang jeg skulle overnatte i deres parcelhus i Slagelse, bankede faren på døren til Louises værelse sidst på aftenen og stak hovedet ind:

’Louise, jeg har lagt madrassen ude på gangen. Du sørger for at tage den ind til dig, ikke?’

Jeg smågrinede, fordi jeg troede, at det var en rigtig svigerfar-joke. Men:

’Nej, nej, han mener det sgu. Han vil have, at du skal ligge på gulvet og sove,’ forklarede Louise mig, da hendes far havde lukket døren efter sig.

Vi blev enige om, at vi bare tog madrassen ind på værelset, og så blev jeg selvfølgelig liggende i hendes seng.

Næste gang vi skulle ses, skulle Louise hjem til mig, og her stod jeg og ventede på hende i over en time ved det busstoppested, hvor jeg skulle hente hende. Det undrede jeg mig over. Men da jeg spurgte, hvorfor hun var forsinket, undskyldte hun sig med, at hendes far bevidst havde kørt for langsomt på vej til stationen, så hun missede bussen, der kun gik én gang i timen. Forholdet mellem mig og Louise endte hurtigt. Hendes far fik sin vilje.

Jeg har altid grint overbærende af nybagte fædre, som siger, at de kommer til at stå klar med haglgeværet, når deres datter bliver 16 og skal have drenge overnattende.

Men det stoppede, da jeg selv blev far til Dagmar for tre år siden. Nu mærker jeg selv klumpen i maven, når jeg tænker på den tid, som heldigvis ligger langt ude i fremtiden.

Lige nu ser min datter mig nemlig som en helt. Hun fortæller alle, hun møder, at far er hendes bedste ven.

’Godnat, min smukke far,’ sagde hun til mig forleden.

At være forælder er også at se ens børn langsomt men sikkert adskille sig fra én. For hver dag bliver de mere selvstændige. Sådan skal det være. Men det gør ikke klumpen i maven mindre.

Som mand ved jeg også kun alt for godt, hvad en dreng på 16 har kørende inde i sit hoved og i sin krop. Ud over at tænke på den næste kamp i ’Football Manager’, er hans største bekymring, om han nu fik slettet browserhistorikken på sin computer.

Min datter vil formentlig i sit ungdomsliv opleve, at hendes hjerte bliver revet itu af en drengerøv. Det skal jeg ikke prøve at beskytte hende imod. Hun skal gøre sig sine egne erfaringer, være nysgerrig på livet, kaste sig ud i det, og så skal jeg nok stå klar med en støttende skulder og hverken dømme eller bebrejde. Alternativet er et liv, der ikke leves.

Jeg har heldigvis stadig masser af år, hvor Dagmar er fars lille øjesten. En dag skal jeg nok give slip. Og jeg kan godt garantere for, at det bliver gjort mere elegant end min gamle svigerfar fra Slagelse.