Sneakers til mænd

25 nye sneakers til efteråret

Det er tid til at skifte ud

Der er godt nyt for alle sneakers-fans, da årstidsskifte altid betyder et hav af sneakers-nyheder. Adidas er klar med en ny NMD, mens Nike netop har præsenteret flere nye Air Presto og Air Max-modeller.

Selvom vi går en mere regnfuld tid i møde, er der ingen grund til at gemme sneakersene væk endnu. Tværtimod giver den nye årstid blot mulighed for at friske lidt op i skoskabet og skifte de helt hvide lærredssko ud med et par i en mere efterårsvenlig farve.

Til dette efterår går sneaker-moden i to retninger. Der er de meget sportslige sneakers, som satser på luftpude-såler, sokkedesign og lette overdele, og så er der de helt enkle luksus-sneakers i kvalitetslæder og ruskindsdetaljer.

Euroman.dk har her samlet 25 nye favoritter til efteråret.

adidas Originals NMD_R1 til 1.199 kr.

Hos Adidas har 2016 i den grad stået i NMD’s tegn. Der er efterhånden ikke den farvekombination den lette sneaker ikke er kommet i. Denne gang er det i en mere afdæmpet efterårsudgave.  

Nike Air Presto SE til 1.050 kr.

Nikes ’Air Presto’ har været populær det sidste års tid, og nu er de klar med deres seneste skud på stammen. Modellen kommer også en blå og lysegrå udgave.

Nike Air Max 95 Ultra SE til ca. 1.100 kr.  

Det provinsielle er blevet smart i modebilledet, og som en del af denne bølge er Nikes Air Max 95 blevet genoplivet. Vi ser adskillige nye udgivelser af den sportslige sneaker, der blot for få år siden afskrækkede de fleste modefolk.

Arkk Raven til 700 kr.

Den danske sneaker-producent Arkk holder fast i sit oprindelige og succesfulde design og er til efteråret klar med blandt andet denne armygrønne sneaker.

NikeLab Air Footscape Woven NM til 1.399 kr.

Nikes flettede sommer-sneakers ’Mayfly Woven’ var overalt i løbet af sommeren, og nu er sportsgiganten så klar med en mere efterårsvenlig flettet sneaker. Den fås også i sort.

Reebok Rapide OG til 749 kr.

Reebok har tidligere haft succes med at relancere sin helt klassiske, hvide sneaker, og nu hiver de så endnu en retro-sneaker frem fra arkivet.    

New Balance 999 Deconstructed Suede til 890 kr.  

New Balance gør sit for at konkurrere med markedsdominanterne Adidas og Nike. Og de har haft en god periode med en række veldesignede sneakers, som både rammer tiden og holder fast i New Balances oprindelige dna.

Maison Martin Margiela Replica sneakers til 2.500 kr.

Det Paris-baserede modehus er ikke blot synonym med veldesignet modetøj, de kan så sandelig også lave sneakers. De ligger i den dyre ende, til gengæld er kvaliteten høj med en slidstærk sål og holdbar overdel.

Adidas Ultra Boost Uncaged til 1.160 kr.

Adidas har videreudviklet deres populære løbesko Ultra Boost og gjort hælen fladere og tilsat en lav udgave af sokken, som er en af tidens største sneaker-tendenser. Der er blevet taget utrolig godt i mod Uncaged-skoen, så man skal være hurtig, hvis man skal have fingrene i et par.

Asics x Packer Gel Lyte III “Game Set Match” til ca. 1.060 kr.  

Som hyldest til årets udgave af tennisturneringen US Open har sneaker-butikken 'Packer Shoes' og Asics slået sig sammen i en mindre kollektion, som består af både træningstøj og forskellige sneakers - heriblandt denne beige ruskinds-sneaker.

Common Projects Original Archilles Low til 2.460 kr.

Markedets mest enkle sneakers er klar til efteråret i sæsonens populære armygrønne farve.

Soulland x Nike SB Eric Koston QS til 1.045 kr.  

Soulland-stifteren Silas Adler fik en drøm opfyldt, da han i sidste måned kunne præsentere et samarbejde med den ikoniske skater Eric Koston og Nike SB. Det hele udmøntede sig i en fuld kollektion, hvor disse sneakers var iblandt.

Garment Project Off Court Sneaker til 1.100 kr.

Det er altid sæson for hvide læder-sneakers. Dog har Garment Projects gjort deres mere efterårsvenlig med den brune sål, der gør skoen lettere at holde ren.

Our Legacy Mono Runner til ca. 2.900 kr.

Svenske Our Legacy rammer med deres’ Mono Runner’ et sted mellem luksus-sneakers og sports-sneakers. Silhuetten er sporty, mens materialer er i højeste kvalitet. Derfor den halvhøje prisklasse.

New Balance MRT580HT Hypebeast til 1.300 kr.

Samarbejder med magasiner og butikker, der har fingeren på modepulsen, er en væsentlig grund til, at New Balance igen blander sig i toppen af sneaker-markedet.

Adidas Originals Rod Laver Super PK til 1.050 kr.

Den ikoniske Rod Laver-sko er til efteråret kommet i et helt nyt design med primeknit overdel og blå-hvide detaljer på snippen.

Reebok Workout LO Clean BS til 799 kr.

Rebook dyrker det helt old school-udtryk i mange af deres sneakers for tiden, og man føler sig næsten bragt tilbage til et fitnesscenter en gang i slut-80’erne.

Nike Air Footscape Magista Flyknit Sneakers til 1.490 kr.

Sokkedesignet har efterhånden slået sig fast hos især Nike og Adidas og er ikke længere for de allermest vovede sneakers-fans.

New Balance x END. M575END til 1.080 kr.

Endnu et nyt samarbejde fra New Balance' side, denne gang med den anerkendte modebutik ’END Clothing’, der har været med til at give den ikoniske M575-model et makeover.

Eytys Ace til 1.865 kr.  

Sveneske Eytys fortsætter med deres velkendte tykke såler til den nye efterårsmodel ’Ace’, der er håndlavet i Portugal i kalvelæder. Den solide gummisål vil sørge for at holde fødderne tørre i efterårsvejret.

Puma Ignite Evoknit til 1.100 kr.

Puma har også kastet sig over sokkedesignet til deres nye ‘Ignite Evoknit’, der med sorte stropper, som forener hæl og snøring, skiller sig ud fra konkurrenternes design.

Wood Wood Bo shoe til 1.200 kr.

Wood Wood forbedrer sit sneakerdesign igen op til efteråret med denne printede lædersneaker, der også har ruskindsdetaljer på hæl og snip.

Nike Roshe LD – 1000 QS til 830 kr.

Det hele behøver ikke have særlige detaljer som sokkelukning, luftsåler og neongrønne snørebånd, det kan også bare være helt enkelt og klassisk.

COS Leather and suede sneakers til 750 kr.

COS er altid garant for et budgetvenligt bud på en enkel luksussneaker. Denne gang har den svenske highstreetkæde forenet læder og ruskind til deres meget efterårsvenlige sneaker.

Nike Air Max 96 XX til 1.160 kr.

Endnu et helt nyt bud på en 90’er sneaker, som Nike har hevet frem igen. Denne stil vinder større og større indpas i gadebilledet. 

LÆS OGSÅ: Bliv klar til efteråret: 12 køb til den nye sæson for under 5000 kroner

LÆS OGSÅ: Adidas Yeezy SPLY Boost 350 V2

LÆS OGSÅ: Sådan bliver dine sneaks hvide igen på ingen tid

Se, hvad vi ellers skriver om: Herremode, Stil, Sneakers, Efterår, Stilguide, Sko og Herresko