LÆDER
Det er et af efterårets mest populære materialer og var ikke til at komme udenom blandt de mange AW20-shows. På de mange catwalks i Paris var snit og udtryk dog klart mere eksklusivt og rent end modeugen i Milanos rå referencer. Brun, sort og grå var klart de mest populære toner og kunne ses i form af jakker, frakker og bukser hos Hermés, Dior, Raf Simons, Louis Vuitton, Dries Van Noten, Acne Studios, Wooyoungmi, Études, Lemaire og Dunhill. Ekstra farve gav Off-white og Rick Owens, der kastede sig ud i en klar blå, mens Valentino gik med læder fra top til tå i helt ren hvid.

ALTERNATIVE LUKNINGER
Ekstra pynt var der også at finde på catwalken i Paris. Her var et særligt fokus på alternative lukninger.  Hos Dries Van Noten var det klassiske jakkesæt med et feminint touch, hvor den normale knap blev erstattet med en stenbesat og glitrende en af slagsen. Hos Louis Vuitton blev der også kælet ekstra for knapperne, og den øverste knap på blazere og frakker var i stedet firkantet med gulddetaljer og modehusets logo. Både Givenchy og Raf Simons erstattede knapper med dekorative sikkerhedsnåle, mens J.W. Anderson brugte chunky guldkæder. Hermés havde påsat et eksta stykke stof, der gav en elegant effekt af et lag-på-lag-look, og Paul Smith droppede knapper og holdt lukningerne usynlige på både jakker og frakker.

DRENGERØV ELLER GENTLEMAN?
Der var dobbelt op på taljebånd at finde blandt en del af designerne i Paris. Med et strejf af drengerøv og som modspil til de tidløse toner var der synlige boxershortsene at finde bag både åbne og lukkede bukser på catwalken hos Jacquemus. I stedet for boxershorts var det et bånd med referencer til det traditionelle skærf, der stak op af bukserne hos Louis Vuitton og Givenchy. Hos Louis Vuitton med knapper som på boxershorts og hos Givenchy i rib med lynlås. 

EFTERÅRSTONER
Ser man bort fra den gennemtrængende sorte farve, så var årstiden også at se i designernes farvepaletter. Efterårstoner af brun og rød var nemlig heller ikke til at overse i Paris. Wooyoungmi havde alle toner fra knaldrød og orange til mørk brun. Hos Acne Studios og Givenchy kunne du finde brun i stort set alle materialer, mens rød var en af de gennemgående farver hos Ami og Givenchy. Brændte og sarte toner var også at finde og blev sendt ned af catwalken hos Valentino, Paul Smith, Rochas og Études.

DET PERFEKTE MATCH
Glem alt om kontrast, når det kommer til tilbehøret til din skjorte. Gå all in og lad slips og skjorte gå i et som hos Louis Vuitton, hvor både det ensfarvede blå, de simple striber og det fremtrædende en himmelprint var lavet i både skjorte og slips. Det samme gjorde sig gældende hos Lanvin, mens Hermés viste beige og grå skjorter med matchende små tørklæder.