Kristian Brandt, 32 år, pædagog, model og influencer

Hvilken ting i din garderobe bruger du mest?

”Det må være min samling af briller og solbriller. Jeg har nok 25-30 par. Jeg går ikke særligt meget med smykker, så for mig har briller altid været min vigtigste accessory. Det er prikken over i’et i mine outfits. Jeg er inspireret af Japan, og de fleste af mine briller er runde og har noget kant enten i form af farve eller små detaljer. Generelt kan jeg godt lide, at brillen skiller sig ud, så jeg finder altid nogle eksklusive brands hos min optiker, Ilkjær, så jeg kan få et par, der ikke ligner dem, alle andre går med.”

Ved hvilken lejlighed har du følt dig mest velklædt?

”Jeg føler mig egentlig velklædt hver dag. Jeg synes, at det er vigtigt, at man ser præsentabel ud, når man går ud ad døren. Nu arbejder jeg som pædagog, så der er måske mange, der tror, at jeg har joggingtøj på hver dag, men det har jeg altså ikke. Selvfølgelig har jeg tøj på, som jeg kan bevæge mig i, og jeg kunne aldrig finde på at komme på arbejde i et jakkesæt. Men jeg kan sagtens finde på at møde op i en læderjakke, et par dress pants, en skjorte og et par sneakers.”

RWK_EM_BestDressed-12V2_330.jpg

Hvad vil du gerne føje til din garderobe?

”Jeg har altid lyst til at købe et par nye briller eller solbriller. Men derudover bliver mit næste køb nok et Rolex Explorer. Det synes jeg, at jeg mangler. Det er tidløst og går til alt, hvad enten man er casual eller skal til et finere arrangement.”

Har du en ting i din garderobe med en særlig historie?

”Jeg er inspireret af Asseraf-brødrene, som arbejder i vintageforretningen Broadway & Sons i Sverige. Engang fandt jeg en marineblå sweatshirt i butikken, som jeg syntes, var mega flot. Den stammer vist fra søværnet i 1950’erne, og det viste sig, at det var en, som deres far – ejeren af butikken – havde gået med, da han var ung. Deres far var tilfældigvis i forretningen den dag og syntes, det var sjovt, at jeg var helt oppe at køre over en relativ simpel trøje. Så han endte med at forære mig den. Nu hænger den i min garderobe, og den kommer jeg aldrig til at skille mig af med."