Tekla copy.jpg

Tekla byder på nye farvenuancer til forår og sommer

Københavnermærket fortsætter med at gøre sengetid luksuriøst med deres nyeste spring 2022-kollektion.

Det er de klassiske nattøjssilhuetter og den samme gode kvalitet, der er at finde i den nye kollektion. Det, som er nyt, er de spæde sommerfarver under navnene ’Lemonade’, ’Coffee’, ’Clover Stripe’ og ’Polka Stripe’, der alle får os til at hungre efter de lange lyse nætter.

Man kan endda tillade sig at bruge tøjet, når man skal ned og hente morgenbrødet og kaffen hos den lokale café, dog skal man nok afholde sig fra at bruge hele sættet sammen, men hellere bruge overdel og underdel hver for sig.

De nye farvenuancer kan købes her.

Birkenstock copy.jpg

Birkenstock lancerer ny kollektion i tråd med outdoor-tendensen

Det tyske sandalmærke har for alvor cementeret sig i manges garderobe. Det er sandalen, vi alle tyer til, når de første sommerdage melder sig. Det eneste, der manglede i Birkenstocks sortiment, var en sandal, som kunne bruges til vandreturen.

I den forbindelse har Birkenstock lanceret deres nye ’Outdoor’-kollektion, der i den grad giver konnotationer til en old-school gummisandal, og falder derfor nok ikke i god jord hos alle. De passer dog perfekt ind i far-stilen, som mange efterhånden har taget til sig – de kan naturligvis også bruges til meget andet.

Korkbunden, som Birkenstock er synonym med, er skiftet ud med et polyurethan underlag, som er vandafvisende, hvilket gør den perfekt til brug i naturen. Andre fordelagtige egenskaber ved den nye bund er, at de er nemme at rengøre og giver et bedre vejgreb.

Selvom de tyske sandalkonger er hoppet med på den nye outdoor-tendens, så holder de sig stadig til deres rødder, og deres genkendelige design er stadig at finde gennem hele kollektionen.

Kollektionen kan købes her.

Salvatore Ferragamo copy.jpg

Salvatore Ferragamo udpeger ny creative director

Det 26-årige britiske talent, Maximilian Davis, er blevet udpeget som Paul Andrews efterfølger hos det italienske modehus Salvatore Ferragamo. Davis har endnu ikke haft et stand-alone modeshow for sit mærke under eget navn, hvilket gør udpegelsen til lidt af en overraskelse.

Det florentinske mærke er synonym med højkvalitets læderprodukter, mere specifikt sko, men mangler at udvide deres ready-to-wear designs samt at engagere den yngre generation. Man forventer derfor med Davis' erfaring indenfor både herre- og damemode, at Davis vil bringe innovative idéer til modehuset.

Ligegyldigt om Davis formår at genopfinde det florentinske modehus, så er det en milepæl indenfor modeindustrien. Sidste gang man så en ung sort mand blive udpeget som creative director for et af modeindustriens ledende modehus, var nemlig i 2011, da Olivier Rousteing overtog hos Balmain.

Desuden følger han i fodsporene på Virgil Abloh, da han kun er den anden sorte mand, der bliver udpeget som creative director hos et LVMH-ejet modehus.

Det er positive tendenser, som er på vej. Der bliver endelig lagt handlinger bag de løfter, som modeindustrien længe har lavet i forhold til at fremme diversiteten i den ellers elitære industri.

Wood Wood Life Store copy.jpg

Wood Wood åbner ny Life Store i Berlin

Wood Wood slår dørene op for deres tredje Life Store på Rochstraße 4 i Berlin. Ligesom de to andre butikker under samme koncept, henholdsvis i København og London, vil butikken bestå af særligt udvalgte produkter som keramik fra CristaSeya, møbler fra Artek og sengetøj fra Magniberg. Det er de enkelte genstande, som er i fokus og ikke mærkerne.

Torsdag blev der afholdt et åbningsevent, hvor man også offentliggjorde et samarbejde med de Berlin-baserede kunstnere Filip Samuel Berg og Adrienne Kammerer omkring et værk, der skal stå i butikken.

 

(di)vision åbner flagship store i København

Danske (di)vision, som er dagsordenssættende, når det kommer til bæredygtig dansk mode, åbner deres første butik i Pilestræde. Efter mærkets grundlæggelse i slutningen af 2018 har der været fart på, og nu er en butik endelig blevet en realitet.

Det danske brand er kendt for sine dekonstruerede bomberjakker. Samtidigt går de heller ikke på kompromis med deres bæredygtighedsprincipper, hvor de specielt har fokus på brug af deadstock-tekstiler.

Butikken kan findes på Pilestræde 28, og det er klart et besøg værd.

sandal 1.jpg

Arne Jacobsen og Børge Mogensen gik i sandalerne. Nu er de tilbage i en opdateret udgave

Gå i fodsporene på blandt andre Arne Jacobsen, Børge Mogensen og Dexter Gordon med Dahlman1807's ikoniske sandal. 

En sandal, som i daglig tale går under 'arkitekt-sandalen', og oprindeligt var designet som en hjemmesko til indendørs brug. Den legendariske jazzmusiker Dexter Gordon blev i 1965 endda fotograferet i et par til billedserien til sit album 'Getting Around'.

Sandalens historie går tilbage til 1942, hvor den danske designer og arkitekt Poul Kühl havde været på en inspirationsrejse til Indien efter endt studie, og han vendte tilbage med en idé til et par minimalistiske sandaler med krydsrem.

Nu har Dahlman, som siden 2017 har tilhørt Jeppe Dencker og hans to partnere, Tove Christensen og Mikkel Lyshøj, valgt at lave en ny opdateret udgave af deres ikoniske 'arkitekt-sandal'.

Det minimalistiske design er det samme, men nu har man givet dem en ekstra sål i naturgummi for at gøre sandalerne mere velegnede til udendørs brug.

Du kan købe et par her. Prisen lyder på 1.400 kr.

43dd2a17209cc2ca41cc1e17172e8b6b2bd12f65.jpg

Lacoste og Minecraft i sjovt samarbejde

Der er tale om et samarbejde, der både gør sig gældende fysisk og i den virtuelle verden. Fysisk gælder det en forår-og sommerkollektion, som byder på blandt andet poloer, sweatshirts og kasketter med pixelerede og Minecraft-agtige krokodillemotiver.

Til lejligheden har man også udviklet en Lacoste-inspireret bane i Minecraft, som er tilgængeligt gratis for spillere over hele verden. Banen indeholder en by, en skov, en strand og en tennisbane. Særligt tennissporten skulle være en fælles passion for begge lejre.

Tøjet kan købes her