Garderobesnak med Alexander Vedel Ottenstein: 'Jeg vil gerne mikse det klassiske med noget mere overraskende. Det må ikke blive alt for nemt at se på'

Garderobesnak med Alexander Vedel Ottenstein: "Jeg vil gerne mikse det klassiske med noget mere overraskende. Det må ikke blive alt for nemt at se på"

Den 33-årige arkitekt Alexander Vedel Ottenstein begyndte allerede i 1.G at købe sig fattig i tøj, og i dag er han både vild med klassiske herreting, men også lidt mere 'campy' og grimme items.

Offentliggjort

"Da jeg gik i 1.G, var Hedi Slimane lige blevet chefdesigner for Dior Homme, og jeg var helt solgt på den stil – det var det ypperste.

Jeg begyndte at købe mig fattig i tøj derfra og blev meget bevidst om, hvordan man kan skabe sig selv gennem sin påklædning. Jeg kan rigtig godt lide klassiske herreting, men jeg er også glad for ting, der er lidt campy og grimme.

Det samme gør sig gældende i mit arbejde som arkitekt, hvor jeg gerne vil mikse det klassiske med noget mere overraskende. Det må ikke blive alt for nemt at se på."

Garderobesnak med Alexander Vedel Ottenstein: 'Jeg vil gerne mikse det klassiske med noget mere overraskende. Det må ikke blive alt for nemt at se på'

Jakke

"Min jakke er fra Nina Ricci, der laver kvindetøj. Jeg købte den af en veninde gennem Instagram. Jeg kan enormt godt lide at bruge den som et statement piece, der gør outfittet til noget særligt."

Skjorte

"Jeg købte vintageskjorten fra Yves Saint Laurent på et cruise i Middelhavet. Skibet gjorde holdt i Valencia, hvor jeg fandt en virkelig god butik, der blandt andet havde skjorten sammen med et Loewe-tracksuit, jeg også købte. Jeg kan godt lide at købe vintage, fordi det er brugt, og derfor behøver man ikke være nervøs for selv at bruge det."

Ur

"Uret har jeg fået af min far. Det er et guldur fra Cartier, som går enormt dårligt. Det er mere et smykke end en funktionsting."

Sko

"Mine loafers er fra Prada. De er et forholdsvis nyt køb. Jeg gik selvstændig som arkitekt for halvandet år siden med min kæreste, hvilket betød, at jeg gik fra sikker indkomst til en lidt mere penibel position. Men det har vist sig at gå godt, og derfor besluttede jeg mig for at købe dem som symbol på successen."

Garderobesnak med Alexander Vedel Ottenstein: 'Jeg vil gerne mikse det klassiske med noget mere overraskende. Det må ikke blive alt for nemt at se på'

Undertrøje

"Hver gang jeg har denne undertrøje på, spørger folk ind til den. Der er et eller andet ved den, som gør den sexet, tror jeg. Jeg fandt den egentlig bare på eBay, da jeg søgte efter ’tanktop’."

Halskæde

"Jeg sad og så ’Call Me by Your Name’, som jeg virkelig godt kan lide, og hovedpersonen, Elio, har en Davidstjerne, som han bruger ret meget. Min mor havde også set filmen, og julen efter, at vi begge havde set filmen, gav hun mig en magen til i gave. Vi er en jødisk familie, men vi har aldrig brugt symbolikken særlig meget."

Jakke

"Jeg har haft cowboyjakken i 15 år, og i perioder har jeg gået med den hver eneste dag. Nu er den i sådan en stand, at hver gang, jeg tager den på, er der noget mere, der går i stykker. Stoffet er ved at smuldre, men den er stadig skøn, og den bliver hård at miste, når den engang må lade livet, selvom jeg aldrig smider tøj ud."

Bukser

"Det er et par klassiske herrebukser fra Another Aspect med læg i. Jeg har lige hentet dem fra rens, og jeg elsker, når mine herrebukser er helt friskpressede."

En hyldest til den personlige stil

Vi har inviteret otte overordentligt velklædte mænd til at fortælle om deres personlige tøjstil. Fælles for dem er, at de har fundet ud af, hvad de føler sig godt tilpas i, og med sikker hånd har de styret uden om flygtige trends. De bærer arvestykker, vintage-fund og beklædningsgentande, der er slidt til perfektion over tid. I samlet flok er de et vidnesbyrd om, at mode forgår, men stil består.