Danmarks bedst klædte nr. 10: Søren Pind

Søren Pind, 47 år, Uddannelses- og forskningsminister.

Hvilken ting i din garderobe er du gladest for?

”Det er mine udenrigsministerielle manchetknapper lavet af Royal Copenhagen. De har en koboltblå baggrund med en kongekrone i messing. Jeg blev meget firkantet instrueret af protokolchefen i Udenrigsministeriet, da jeg tiltrådte som udviklingsminister. Det er kun ministre, der har været i Udenrigsministeriet, udenlandske statsoverhoveder og udenlandske udenrigsministre, der må bære dem. Og jeg må slet ikke sælge dem.”

Danmarks bedst klædte mand nummer 9: Thomas Frydenlund

Thomas Frydenlund er 37 år, salgschef hos Spo & Xo Sand Copenhagen

Hvilken tendens håber du aldrig kommer igen?

”Jeans med bootcut til herrer er ikke så fedt. Nu skal jeg passe på, jeg ikke støder nogen, men jeg synes ikke, at det er så pænt. Jeg ved godt, at det er in til piger nu, og det er faktisk meget flot. Jeg gik meget i Levi’s jeans med bootcut, da jeg stod i butik i 2002, men jeg kan ikke sætte det ind i den stil, der foregår nu. Faktisk som det eneste, for tingene skifter og kører i ring, men bukser med svaj er ikke noget, jeg glæder mig til.”

Danmarks bedst klædte nummer 8: Jannik Vestergaard

Jannik Vestergaard er 25 år, fodboldspiller i Borussia Mönchengladbach og på landsholdet.

Hvilken offentlig person synes du er mest velklædt?

”Rapperen ASAP Rocky. Han er måske lidt min diametrale modsætning, fordi han er ret modig og eksperimenterende, men han er med til at sætte nogle trends for mange unge mænd. Selvom jeg ikke altid har modet til at følge det, synes jeg, at han er dygtig til at prøve noget nyt og sætte spørgsmålstegn ved den stil, mange andre har. Han er god i gadetøj, men han har også haft et klassisk tætsiddende jakkesæt på, som han kombinerer med ’grills’ (guldtandbeskyttere, red.). Han har evnen til at se godt ud i alle sine eksperimenter.”

Danmarks bedst klædte mand nummer 7: Anthony Bogdan

Anthony Bogdan er 33 år og engelsk blogger bosiddende i Danmark

Hvad vil du gerne føje til din garderobe?

”Jeg vil virkelig gerne købe nogle Saint Laurent støvler, men jeg tror, at de er lidt for dyre for mig. De koster omkring 8.000 kroner. Jeg har aldrig købt støvler, der var så dyre, men jeg ville virkelig gerne have dem i min garderobe. Til daglig går jeg kun i støvler, selvom mine danske venner tit prøver at få mig til at gå i sneakers. Jeg har ikke haft et par sneakers, siden jeg gik i high school, men det er virkeligt stort i Danmark. En af de ting jeg ikke kunne forstå, da jeg kom til Danmark, var, at folk brugte sneakers til jakkesæt. Det ser man næsten aldrig i England. Jeg kan egentlig godt lide looket, men jeg kunne ikke forestille mig selv at gå i det.”

Danmarks bedst klædte mand nummer 6: Andrew Moyo

Andrew Moyo er 26 år, radiovært på P3

Hvilken ting i din garderobe er du gladest for?

”Det er min knælange Burberry vinterfrakke i navyfarvet uld. Faconen er lavet lidt efter Lunas jakke i Bamse og Kylling, fordi den har en åbning i ryggen, der giver den en klokkeform, når den er foldet ud. Den hænger på min dør, og jeg glæder mig til at have den på. Det, der er så pissedejligt ved den, er, at man kan have den på til hvad som helst. Så den følger mig alle de otte måneder, det er vinter i det her land.”

Danmark bedst klædte nr. 5: Brügger & Bertelsen

De to kanalchefer på Radio 24syv har fået en fælles placering som nummer fem på vores liste over årets bedst klædte mænd.

Mikael Bertelsen

Hvilken ting i din garderobe har den bedste historie?

”Et sort slips, jeg har fået af Victor Borge. Da jeg skulle lave mit allerførste talkshow på DR2, ville vi gerne have nogle af vores forbilleder med, men mange takkede nej. Så skrev jeg tilbage, om de ikke kunne sende mig et slips i stedet, så de kunne være med alligevel. Der var mange generøse. Stormesteren i skak, Bent Larsen, der boede i Brasilien, sendte et slips. Og Victor Borge, der boede i Connecticut, sendte et sort slips, som jeg havde på.”

Mads Brügger

Ved hvilken lejlighed har du følt dig mindst velklædt?

”Til min translokation som student. Jeg havde en hvid Marc O´Polo sweatshirt på og nogle sorte naver-agtige bukser og et par bordeaux Palladium støvler. Jeg lignede den største nørd nord for Alperne. Det eneste gode var, at buksernes syning gjorde, at det så ud, som om jeg havde en gigantisk tissemand.”

Danmarks bedst klædte nr. 4: Jan Gleie

Jan Gleie er 51 år, instruktør og fotograf

Ved hvilken lejlighed har du følt dig mest velklædt?

”Når jeg cykler på min racercykel. Så er det også alle detaljerne, der følger med –helt ned til drikkedunk, påklædning og hjelm. Jeg er ret pernittengrynet generelt, men det er meget tydeligt, når jeg cykler. Mit favorit cykeltøjsmærke er Pas Normal Studios og en hjelm fra POC. Jeg har købt cykeltøj rigtig mange steder i verden, hvor jeg har rejst, men for mig er Pas Normal Studios det ultimative mærke. Det er smukt, underspillet, farveholdningen er diskret i modsætning til størstedelen af det cykeltøj, man kan få, og så er pasformen ekstrem god. Det er et cykeltøjsmærke, der reflekterer den måde, jeg ellers går klædt på.”

Danmarks bedst klædte mand nummer 3: Nikolaj Holm Møller

Nikolaj Holm Møller er 37 år, fotograf

Hvilken offentlig person synes du er mest velklædt?

”Selvom han er død, vil Michael Jackson altid stå højt på listen. Han var jo helt vild. Men jeg er også ret glad for Mick Jagger. I gamle dage freakede han virkelig ud og havde en feminin side, han legede med. I dag går han i velsiddende, stramme cowboybukser med kondisko og blazere, som jeg synes klæder hans alder. Hvis han var revisor, ville det jo ikke gå, men i betragtning af hvem han er og hans historie, så synes jeg, han er gennemført. Generelt er det sjovere, når folk bryder ud af normerne og skejer ud. Det er fedt, når folk tør tage chancer. Fornemmelsen af, at folk står op om morgen uden at vide, hvad de skal have på, kan jeg godt lide. Men det er sgu svært, jeg kan jo også godt lide en gammel mand i et flot jakkesæt.”

Danmarks bedst klædte mand nummer 2: Benjamin Arno

Benjamin Arno er 26 år, modelagent hos 2pm Management.

Hvilken offentlig person synes du er mest velklædt?

”Jeg vil generelt sige kvinder. Det er dem, jeg får mest inspiration fra. Der er rigtig mange kvinder, der er velklædte. Der er en diversitet og nogle gange en større intelligens i det, og så tager de ofte et selvstændigt valg om, hvordan de har lyst til at præsentere sig selv. Det er balancen mellem det maskuline og det følsomme, som kvinder rammer rigtig godt, og det har en stor resonans i mig. Det taler nok til min indre kvinde og mand. Det handler ikke om at tage kjole på, men om idéen om at tage noget tøj på, der både indeholder det maskuline og feminine. Der opstår en fed balance, når kvinder tager herretøj på.”

Danmarks bedst klædte mand 1: Thomas Delaney

Den 26-årige Werder Bremen- og landsholdsspiller er den bedst klædte mand i 2017.

Hvilken ting i din garderobe har den bedste historie?

”Jeg har en Juventus-trøje, som jeg fik af Pirlo, da vi (FCK, red.) spillede 1-1 mod dem i Parken. Jeg bytter sjældent trøjer, fordi det faktisk er ret akavet. Men vi havde spillet en god kamp, og jeg stod alligevel og snakkede med ham efter kampen. Så spurgte jeg. Min svigerfar (Henrik Jensen, tidligere Brøndbyspiller- og træner, red.) har også spillet mod Juventus. Han har en gammel Juventustrøje i en tung bomuldskvalitet. Hvis du rockede den på gaden i dag, ville du få en masse credit. Desværre er de nye trøjer blevet helt moderne og lette, men jeg giver den alligevel 20 år, så er den helt sikkert tilbage.”

LÆS OGSÅ: Frisørerne spår: Sådan kommer dit hår til at sidde i 2018

LÆS OGSÅ: Januarudsalg: 15 ting til under 500 kroner

LÆS OGSÅ: De her herremode-trends fortsætter i 2018