Berlin forandrer sig. De skarpe kanter er blevet slebet bløde af turisterne. Engang var byen ’arm und sexy’, men i dag har gentrificeringen fået tag i den tyske hovedstad, der i tiltagende grad bliver poleret op til moderne standarder.
Der findes selvfølgelig stadig ukurante steder som området mellem Kreuzberg og Neukölln, hvor du kan gå på jagt i bydelenes mange vintage-butikker. Men er du med på moderniseringsvognen, har en holdning til, om sæbe skal være i fast eller flydende form, og elsker du tøj fra det nordlige Europa, så er Mitte stedet, hvor du skal bruge dine 20.000 skridt.
Start dagen med en filterkaffe hos den danske kok Frederik Bille Brahes bageri Sofi Bakery, der ligger i en hyggelig gård mellem Sophienstraße og Gipsstraße. Fortsæt mod bog- og magasinbutikken do you read me?!, hvor du let kan bruge en time på at bladre igennem verdens bedste magasiner. Diskutér med din rejsepartner, om I bare skal slå til nu og slæbe rundt på dem resten af dagen eller komme tilbage senere og hente den fem kilo tunge pose.
Små fem minutters gang derfra, på hjørnet af Linienstraße og Tucholskystraße, finder du Our Legacy, der som få andre brands pirrer drømmen om at leve som en boheme i æstetisk eksil. Servicen er rar, skjorterne er evigt gode, og selv på et kort kig vurderer man op til flere gange, om man skal lægge sin stil om og købe sig fattig i de luftige klæder fra det svenske mærke.