Efterår er Timberland-tid.

I sommermånederne er de klassiske ruskindsstøvler bare ikke særligt brugbare. Men når bladene falder, og vandpytterne samler sig, så bliver de pludselig relevante igen.

Af den grund – og på grund af deres på en gang rå og eksklusivt komfortable form, som passer lige godt i det preppy klædeskab og i hiphopperens entré – holder Timberland-støvlen sig på mode år efter år.

Og nu er den så lige blevet en tand mere high end-fashionabel. Gucci, der under den nye chefdesigner Alessandro Michele har undergået en større designmæssig foryngelseskur, har nemlig lavet et samarbejde med den amerikanske skoproducent.

LÆS OGSÅ: Selvmål? Griezmanns blingede Gucci-sneakers stjæler billedet til prisoverrækkelse

Det er den mest ikoniske Timberland-model, 6-tommers ankelstøvlen, der har fået en opdatering med Guccis tre karakteristiske striber som en videreudvikling af Timberland-støvlens normale krave samt en rød gummicirkel med Gucci-logo under sålen.

Samarbejdet kommer i tre forskellige farvevariationer, en i lysebrunt ruskind, en i mørkebrunt læder og en i sort læder.

Man kan finde skoen, der er fremstillet i Italien, for 830 dollars eller cirka 6.175 kroner på Guccis amerikanske webshop. Det er lidt uklart, om den også forsendes til Europa. Men, hvis du har den slags penge at bruge på vintersko, har du også ressourcerne til at finde en løsning.

LÆS OGSÅ: Tom Hiddleston er cool som altid i Gucci-jakkesæt 

LÆS OGSÅ: Helskindet gennem vinteren: Sådan holder du dine sko i live 

LÆS OGSÅ: Efterårsklar: Adidas designer ny NMD-version til vandreturen