Blazerjakken i sin oprindelige form, mørkeblå med guld eller sølvknapper, er elegant og dufter lifligt af succes og penge, og med sit historiske nik til uniformsjakken, er den også autoritær.

Læderblazeren derimod fremkalder på en eller anden måde mere associationer til bodegastemning, røde Cecil og luften fuld af øretæver. Måske er sidste fordom udledt af læderblazerens frekvente forekomst på landets kræmmermarkeder og den grove ende af Istedgade op igennem 70’erne, eller også husker nogle af os den fra filmen Fight Club (1999, red.) hvor Brad Pitt slog et slag, både for den og for Edward Norton i rollen som Jack.