f1fe9958fe9ef5fb3db80d4a4b1ee49542539d7a.jpg

Den perfekte efterårsjakke: Noah går sammen med Barbour om ny kollektion

Noah har tidligere kastet sig over Barbours klassiske voksjakker, men tredje gang virker til at være lykkens gang for Babenzien, der har skruet lidt ned for det eksperimenterende og i stedet designet seks stilsikre voksjakker fordelt på tre voksjakker og tre i uld.

Voksjakkerne, den traditionelle Bedale, er lavet i farvevarianterne ’Wine’, ’Nicotine’ og ’Dark Navy’, mens uldjakkerne, der er lavet i den længere Beaufort-stil, kommer i farverne ’Tan’, ’Brown Plaid’ og ’Pink Tone’.

Alle jakkerne er udstyret med skotskternet konstrastfor, Barbours to-vejs-lynlås samt fløjskrave – selvfølgelig.

Noah x Barbour-kollektionen udkom 28. oktober og er tilgængelig hos både Barbour og Noah.

Vintyv modeoverblik.jpg

En vintyv er på spil: Libertine-Libertine lancerer ny casual kollektion

Virker han ikke bekendt, tænker du måske? 

Altså, 'vintyven', eller modellen med solbrillerne i den nye Libertine-Libertine-kollektion 'Voleur de vin'. Hvis du er trofast Euroman-læser, har du i hvert fald set ham én gang før.

Der er nemlig tale om dansk/engelske James Eken, som vi her i Euroman i juni måned i år kårede til at være blandt Danmarks bedst klædte mænd. Eken arbejder til daglig som junior sommelier for restaurant Pompette på Nørrebro i København, og derfor er han også oplagt til at være ansigtet udadtil for tøjmærket Libertine-Libertines nye kollektion, hvis navn på dansk betyder 'vintyv'.

'Voleur de vin' er en ny ikke-sæsonbestemt linje hos Libertine-Libertine, hvor fællesnævneren er casual og rene linjer. Tøjet er fremstillet i økologiske tekstiler og har certifikatet GOTS (The Global Organic Textile Standard).

Linjen byder på blandt andet T-shirts, skjorter, sweatshirts og caps. Den gik online for køb i onsdags.

Butik garment.jpg

Garment Project åbner deres første flagship-store i København

Siden 2013 har danske Garment Project lavet ordentlige og casual sko — særligt enkle tennis-sneakers — men det er først nu, at mærket endelig kan åbne en flagship-store. Tidligere på året fik man nyt showroom i København, og nu ekspanderer man til en egentlig flagship-store.

Butikken kommer også til at ligge i Garment Projects hjemby. Nærmere bestemt på Kronprinsensgade 9 i Indre København. Koncept og indretning har arkitekterne fra Kompleet stået for, og det emmer af skandinavisk design og komfort.

Udover sko har Garment Project med årene udvidet deres portefølje til også at indeholde tøj, hvilket selvfølgelig også kan erhveres i den nye flagship-store.

Pris.jpg

Vinderen af Nordens største modepris er fundet

Magasin du Nord Fashion Prize løb af stablen i går aftes.

Prisen, der er Nordens største modepris, uddeles af fonden Wessel & Vett og lyder på 300.000 kroner. Som noget nyt i år var der også oprettet en publikumspris på 50.000 kroner.

Som altid var der på forhånd udpeget fire finalister, som siden slutningen af august har arbejdet med deres tilknyttede mentorer.

I år var det A. Roege Hove (mentor: Silas Adler), Berner Kühl, (mentor: Rebekka Bay) (di)vision (mentor: Nikolaj Reffstrup) og Louise Lyngh Bjerregaard (mentor: Peter Jensen), der skulle overbevise en jury bestående af folk som Cecilie Thorsmark, CEO for Copenhagen Fashion Week, vores egen chefredaktør, Kristoffer Dahy Ernst, alle fire mentorer samt flere internationale modekyndige, om at det var dem, der fortjente at løbe med pengene og æren.

Med udgangspunkt i kriterier som originalt design og håndværk, bæredygtigt koncept, levedygtighed og digital flair fandt juryen frem til, at A. Roege Hove, der er kendt for sit konceptuelle strik, var den rette vinder. A. Roege Hove løb ligeledes med publikumsprisen og kunne derfor gå fra Nyhavn med 350.000 kroner.

Hun kan dermed føjes til listen over vindere, der også tæller brands som Mark Kenley Domino Tan, Carcel og Tonsure.

Tommy Hilfiger timberland.jpg

Én stor hyldest til 90'erne

Nu bliver det nostalgisk. Dyrkede du amerikansk kultur og hiphop i 90'erne, havde du helt sikkert et par gule støvler fra Timberland og noget farverigt sportstøj fra Tommy Hilfiger i løbet af årtiet.

De to amerikanske giganter teamer nu op i en fælles kollektion, hvor 90'erne, årtiets farverige æstetik og hiphoppen netop er omdrejningspunktet.

Første drop er ude nu, og det omfatter tøj, sko og accessoires.

"Partnerskabet med Timberland har været et kreativt eventyr for mig og et, jeg har set frem til i lang tid," siger Tommy Hilfiger i en pressemeddelelse og fortsætter:

"At dykke ned i vores arkiver og genoplive 90'ernes optimistiske 'alt kan lade sig gøre' attitude sammen med Timberland var en fantastisk og nostalgisk oplevelse. Kulturen formede vores brands, og vi formede moden i den særlige æra."

Du finder kollektionen på tommy.com og timberland.com.

11111112323232323232323232323.jpg

Esben Weile Kjær lancerer kollektion med Sur Le Chemin

Kunstner Esben Weile Kjær arbejder til daglig med at lave skulpturer, performances og video. Nu står han også bag en tøjkollektion, som han har skabt i samarbejde med det danske mærke Sur Le Chemin. 

Kollektionen tager udgangspunkt i Esben Weile Kjærs alter ego, figuren Julian Luxford. En karakter, som Weile Kjær blandt andet har brugt i en udstilling i Magasin på Kongens Nytorv, hvor Sur Le Chemin netop stod bag designet på kostumet til Julian Luxford.

De to har nu udgivet en capsule collection, der indeholder et par bukser, en jakke, skjorte, vest, printet T-shirt og en halskæde skabt af smykkedesigner Vibe Harsløv.

Kollektionen blev lanceret i går og vil udelukkende være tilgængelig hos Storm Fashion og Sur Le Chemin.