Ugens modeoverblik: Mark Kenly Domino Tans allerførste herrelinje kan nu endelig fås

Vi samler op på ugen, der er gået i modeverdenen.

Ugens modeoverblik: Mark Kenly Domino Tans allerførste herrelinje kan nu endelig fås
Offentliggjort

Farvel til Birger Christensen på Strøget

Et stykke dansk modehistorie er slut. Efter at have drevet forretning i 152 år i Indre København lukker Birger Christensen sin ikoniske butik på Strøget. Det er blandt andet minkskandalen under corona, der er medvirkende til lukningen. Desuden har flere store modehuse bandlyst brugen af pels de senere år.

"Det er klart, at det for mig har været en følelsesladet beslutning. Jeg er jo opvokset med pels, håndværket omkring det og butikken. Og jeg elsker pels. Det var også det, der gjorde Birger Christensen kendt internationalt. Men tiderne ændrer sig, og så må vi følge med," siger Jens Birger Christensen til Børsen.

Lukningen af butikken på Strøget betyder dog ikke et endegyldigt farvel til Birger Christensen. De stopper med at sælge pels, men vil i stedet fokusere på sine to andre brands, Rotate og Remain, der ligger i andre butikker, stormagasiner og på deres egen webshop.