Hyundai i30 N Performance er et godt alternativ til en Golf

Når Golf er for dyrt: Her er et par af de nye alternativer

Engang var der kun originalen Golf GTI, så kom Peugeot 205, og i 1980’erne var GTI-feberen på sit højeste. I 1990’erne faldt temperaturen, og GTI’erne var out, men nu pibler det frem med hurtige versioner af hverdagens helte som Ford Fiesta, VW Up og Toyota Yaris.

Volkswagen Polo GTI

Polo GTI er måske den mest direkte konkurrent til Fiesta ST. Her får du lillesøsteren i det originale GTI–brand VW, og den to liter store turbomotor er hentet direkte fra Golf GTI. Med en startpris under 280.000 (inklusivt DSG-gear) lyder det som en uimodståelig pakke. Polo kører også knivskarpt – uden dog at overstråle storesøsteren. Dels er motoren her droslet ned til 200 hestekræfter, og dels er opsætningen ikke helt så avanceret som på Golf.

Det, jeg savner mest, er den diversitet, som Golf’en har. Hvor en Golf GTI – præcis som Fiesta ST – kan være både komfortabel og sportslig, så er der ikke den store forskel på køreprogrammerne i Polo GTI. Vendt til noget positivt føles den sporty og rå, uanset hvordan du kører den.

Motor: 2.0 liter turbo, benzin
Hestekræfter: 200
Tophastighed: 237 km/t
Acceleration: 0-100 km/t på 6,7 sek.
Pris: fra 278.975 kroner
Karakter: 4/6 stjerner

Toyota Yaris GRMN

Den ligner noget fra Lego Ninjago og lystrer det jordnære navn Toyota Yaris, men undervurder ikke tilføjelsen GRMN. Bilen er bygget af 20 udvalgte arbejdere på Toyotas fabrik i Frankrig. Der produceres blot 400 nummererede eksemplarer til Europa, og kun tre af dem kommer til Danmark. Dermed ligner GRMN en god investering selv til over 450.000 kroner, og så kører den intet mindre end fantastisk sjovt med sin ivrige sugemotor. Den skal have nogle omdrejninger, men så leverer den også.

GR står for Gazoo Racing, og ingeniørteamet har spækket den lille GTI med avanceret mekanik som for eksempel et mekanisk spærredifferentiale. Det giver ekstra vejgreb, og kombineret med det præcise styretøj og de 212 hestekræfter betyder det, at du kan køre bilen helt ud til kanten, hvor den også leverer bedst. Minussiden tæller det infantile ydre og det fravær af æstetisk sans, der også kendetegner detaljerne i kabinen.

Motor: 1,8 liter kompressor, benzin
Hestekræfter: 212
Tophastighed: 230 km/t
Acceleration: 0-100 km/t på 6,4 sek.
Pris: fra 457.183 kroner
Karakter: 5/6 stjerner

 

Hyundai i30 N Performance

I30 N er endnu et bud på en GTI til den usnobbede del af målgruppen. Bilen er udviklet af Albert Biermann, der har årelang erfaring fra BMW's M-afdeling, og det er da også en bister, lille sag med 275 hestekræfter, seks supertætte gear og benhård undervogn på 19-tommer fælge. Selv i normal-indstillingen vægter I30 N sport over komfort, men til gengæld sidder du med en fed følelse af at køre en bil, der nærmest intuitivt følger dine bevægelser.

Det er klart den mest kompromisløse og hurtige af bilerne her i artiklen, og kan du leve med fraværet af snobeffekt, får du en køremaskine, som du skal op i en Mercedes A45 AMG eller en Golf GTI Clubsport for at matche.

Motor: 2.0 liter turbo, benzin
Hestekræfter: 275
Tophastighed: 250 km/t
Acceleration: 0-100 km/t på 6,4 sek.
Pris: fra 470.000 kroner (fås med 250 hk fra 400.000 kroner)
Karakter: 5/6 stjerner

 

Volkswagen Up GTI

Hvis Polo er Golf GTI's lillesøster, så er Up GTI den forkælede efternøler. Her må du nøjes med 115 hestekræfter, og Up har ikke sine større søskendes avancerede mekanik som for eksempel DSG-gear og elektronisk spærredifferentiale. Til gengæld er det den GTI på hele markedet, der er mest tro mod den originale Golf GTI fra 1976.

Med en startpris under 200.000 kroner er den endda regulært folkelig, og det er også sådan, den kører med sit manuelle gear og den mildt gyngende undervogn. Dejligt ukompliceret. Motoren tilføjer noget tiltrængt fart til den karakteristiske trecylindrede motorstøj, men samtidig er GTI’en med sine seks gear ironisk nok også den mest komfortable Up. Det er meget svært ikke at tabe sit hjerte til dette kvikke bybud af en GTI med de obligatoriske røde lister og ternede interiør.

Motor: 1.0 liter turbo, benzin
Hestekræfter: 115
Tophastighed: 195 km/t
Acceleration: 0-100 km/t på 8,8 sek.
Pris: fra 180.000 kroner
Karakter: 4/6 stjerner

LÆS OGSÅ: Aston Martins DB4GT Zagato er officielt den dyreste britiske bil nogensinde

LÆS OGSÅ: Graus anmeldelse af Maserati Levante: "Det er en bil med attitude"

LÆS OGSÅ: Se Johan Bülows biler gennem karrieren