1940´erne: Arne Bang

Da Arne Bang etablerede sin egen stentøjsproduktion i 1948, var målet at skabe kvalitetskeramik, som samlere gerne ville eje, men til en pris så et større publikum kunne erhverve den. Arne Bangs keramik er i dag noget, samlere i hele verden eftertragter, og derfor er priserne langt højere i dag, end da de blev produceret. Da stentøj fra Den Kongelige Porcelænsfabrik af fx Axel Salto og Carl Hallier er endnu dyrere, burde der være plads til en pæn prisstigning for Arne Bangs keramik. Det største potentiale for prisstigninger ligger ifølge Bruun Rasmussen Kunstauktioner i den del af hans produktion, der er udført i et stringent formsprog med flotte glasurer og gerne i større størrelser.