Det er svært at spille skak, lære kinesisk og at komme ind på statskundskab på Københavns Universitet, og uden nogensinde at have forsøgt at give mig i kast med nogle af de tre tager jeg mig alligevel friheden til at konstatere, at ingen af de tre er helt så svære, som det er at bede om hjælp.
I slutningen af det Herrens år 2021 var jeg på besøg hos mine forældre, og knap var jeg kommet ind ad døren, da min mor sagde: “Vi skal lige snakke om noget”, og jeg tænkte, åh Gud, nu skal jeg til at vælge, hvem jeg vil holde jul hos, men så begyndte min far at græde, og det var ikke på den måde, men på en lidt anden måde, og jeg vidste, hvad det betød. Han havde kræft. Og den var ikke helt god.
Da vi var færdige med at græde, kiggede jeg på min mobil, hvor jeg i en gruppechat havde modtaget beskeden: ‘Min onkel og tante har lige været i et biluheld på motorvejen’, og uden at tænke længere over det, sendte jeg beskeden: ‘Jeg har lige fundet ud af, at min far har kræft’.
Svarene fra mine venner var søde. De spændte sig fra ‘Det er jeg ked af at høre’ til ‘Sig til, hvis du vil snakke’ og ‘Enig, du kan altid skrive.’
Men det gjorde jeg ikke.
Der er sidenhen gået to år, og jeg har aldrig nogensinde skrevet til dem om det igen.
Det er ikke, fordi jeg ikke vil snakke om det. Jeg vil meget gerne snakke om det. Jeg har bare ikke lyst til at bede om hjælp. At belaste andre med den store byrde, der er ens sorg. Det er evigt svært at bede om hjælp. Men det er også evigt svært at være der for andre.
Mens de passive opfodringer er velmente, bliver de sjældent taget imod. Ud af alle de mennesker, der nogensinde har sagt til mig, at jeg ’bare kunnne skrive’, er der ikke én af dem, jeg nogensinde har holdt op på det. I stedet for at foreslå den sorgramte at vedkommende kan skrive, kan man selv tage teten. Det er uhyre sjældent, jeg har mødt andre i sorg, der ikke har haft lyst til at snakke om det. Det er endnu mere sjældent, jeg har mødt andre i sorg, der selv har taget initiativ til at snakke om det.
Omtrent en gang hvert halve år får jeg spørgsmålet ’Hvordan går det derhjemme?’, hvilket som regel kan oversættes til: ’Jeg vil godt høre, hvordan det går med din far, men jeg tør ikke at spørge direkte, for jeg er bange for, hvordan du vil reagere på spørgsmålet, og hvis du begynder at græde, ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre.’
Jeg arbejdede engang i en børnehave, og jeg er ikke religiøs, men guderne ved, at børn græder i et væk, og når de græder, skal de trøstes. I et forsøg på at få et barn til at stoppe med at græde over at have banket hovedet ind i en radiator brugte jeg fejlagtigt afledningsmanøvren ’distraher dem fra smertekilden’. Oversat: Hvad siger du til en sodavandsis?
Mens det er en naturlig reaktion at forsøge at fjerne nogens smerte, er det sjældent langtidsholdbart. Når isen er spist, er der stadig et hul i hovedet.
Og i et nyt forsøg på at fjerne smerten fra det dunkende hoved prøvede jeg at sætte lidt perspektiv på børnehavebarnets tilværelse ved at sige ting som: “I det mindste bor du i et velfærdssamfund som Danmark, hvor du kan få tre sting gratis.”
Men med en sætning som den, er man med til at underminere smerten, har jeg senere lært.
Da jeg en dag fik at vide, at min far var uhelbredelig, brød jeg grædende sammen. Den første, jeg fortalte nyheden til, kvitterede med sætningen: “Men er han ikke også 60 år?”
Jeg skulle nærmest forsvare min ret til at være ked af det, selvom det aldrig havde været denne persons intention – han ville bare prøve at fjerne min smerte ved at sætte perspektiv på. Men det eneste, jeg rigtigt havde brug for i den situation, var noget så simpelt som et kram. En ’jeg er ked af det på dine vegne’-tilkendegivelse. Jeg havde ikke brug for, han forsøgte at fjerne min smerte, for det kunne han ikke.
Så længe firmaet, der sletter minder i filmen ’Evigt solskin i et pletfrit sind’, ikke findes i virkeligheden, kan man ikke fjerne folks smerter. Indtil det bliver til en realitet, er det bedste, man kan gøre for nogen i sorg, at være der. Snak med dem. Spørg hvordan det går. Kram dem. Snak om elefanten i rummet. Du kan næppe gøre personen mere ked af det – hvis de begynder at græde, var de alligevel kede af det i forvejen.
