Vi har et lille skideskur af et træhus på en ret fed grund. Sætter du en lighter til, futter det af, men man kan sidde med sure tæer i gamle havestole, og vi køber nye vinglas et par gange om året.

På en solskinsdag vågner jeg til duften af kaffe. Min søn Oskar og vennerne har drukket al kaffen og spist alle æg, men efterladt tallerkener med ketchuprester. I stedet for at blive sur – man gider ikke være den gamle sure mand – tager jeg et par joggingsko på og tøffer ned i byen.

I Tisvilde bor der ret fede, konservative luksushippier, og de har styr på deres eget, så tonen er god. Lidt Andebyagtigt. Jeg køber brød fra bagerens baglokale og smutter forbi Thomas Købmand, hvor jeg får nymalet kaffe og æg. Jeg har prøvet ADHD-medicin, og det, synes jeg, ikke er fedt. Alle har en normal galskab, og den kan man gå med for sig selv i Tisvilde, nyde træerne og få sin naturlige medicin.

Imens har drengene fundet nøglen til mit studie, der har små højtalere, så vi ikke pisser naboerne af. De laver fede beats, og jeg joiner med min bas. Byturene er skiftet ud med strandture og lange skovture. Jeg bliver lidt ked af det eller vemodig over kærligheden, eller at der kun er det sure tilbage som 45-årig, men jeg ser træerne bevæge sig, og de har været der 100 år før og efter mig.

Jeg giver mig selv et spark i røven og går ned ad en 30 meter lang trappe – lige så lang som Rundetårn – til stranden og tvinger min lade krop ned i vandet. Jeg ser på solen og tænker på, at man ikke har brug for mere end det. Familien og en badetur. Det er kuren for alt.