Med en måneds ferie fra restauranten Petri Pumpa, hvor jeg arbejdede i Lund, ville jeg finde på noget sjovt, så jeg kunne tjene lidt penge over sommeren. Jeg blev inviteret til lunch hos køkkenchefen Christophe på en restaurant i Ålsgårde, der manglede ekstra hænder.

Sikke en mulighed. Københavnernaiv som jeg var, hoppede jeg på jernhesten. Fra Amager til Ålsgårde ville tage mig et par 
timer, troede jeg. For langs den smukke Strandvejen gav cykelsadlen mig trang til 
nogle pauser undervejs.

Jeg faldt for flere isvafler, mens solen bragede ned, og til sidst cyklede jeg i bar overkrop. Modvind, lange is-køer og svingende væskebalance. Jeg 
ankom på den dårligste måde, fire-fem timer for sent, og mødte køkkenchefen, som var i selskab med ejeren Jan Hurtigkarl.

Jeg var ildrød i ansigtet og havde et perletæppe af sved over min krop, og den T-shirt, jeg tog på ved ankomst, var gennemblødt sekunder efter. Klokken var 17. Lunch var overstået. Jeg fik lov til at spise personalets aftensmad i stedet og fik en liter vand. Jan Hurtigkarl kommenterede på, at jeg var en sjov type. Fræk, som han er, spurgte han, om jeg var klar på at lave middag til et lille selskab på en båd i Lynæs Havn samme aften.

Det gik godt. Vi serverede mad fra grillen og hoppede i vandet omkring hovedretten. Tonen var uformel. På vej hjem i bilen spurgte han mig, om jeg 
havde lyst til at være hans næste køkkenchef. På den måde blev Nordsjælland rammerne for mit første job som køkkenchef. Det var første gang, der var én, der lagde jetonerne på mig.