Tag ud i sommerlandet: Her er tre gode badehoteller i Nordsjælland
Der er næsten intet så afslappende som et ophold på et badehotel. Vi guider til tre gode af slagsen.


Gilleleje Badehotel
Man er i bogstaveligste forstand på toppen af Sjælland, når man checker ind på Gilleleje Badehotel. Badehotellet ligger på en 30 meter høj klint med formidabel udsigt over vandet, skuldrene sænker sig med lynfart, og alt hvad man nogensinde kunne drømme om i et over 100 år gammelt badehotel, er samlet lige her. Tænk kurveflet og afkølet hvidvin med havudsigt, og så mangler vi bare, at tiden går (helt) i stå.

Helenekilde Badehotel
Det knirker og knager på den helt rigtige måde i det gamle badehotel, der har en af Nordkystens vel nok bedste udsigter. Helenekilde er definitionen af underspillet luksus, her er skåret ind til benet, men det er mere end rigeligt. Køkkenet kokkererer i takt med sæsonerne, terrassen summer af liv og hvis ikke de stressede storbynerver kommer ned i gear af en overnatning eller tre på Helenekilde, er der ingen kur.
Strandvejen 25, 3220 Tisvildeleje

Hotel Hornbækhus
Åben Jaguar, direktørpension og solbrun teint. I Hornbæk går det rigtig godt. Men Hornbæk er andet end whiskybæltets oplagte ambassade i Nordsjælland. Siden Lennart Lajboschitz for et par år siden købte og istandsatte Hotel Hornbækhus, er de lokale blevet mødt med fællesspisning, yoga, loppefund og kagebord hver søndag. Værtsskabet er ikke til at tage fejl af; her er der hjerterum og her har man lyst til at rykke ind. En eftermiddag kan gøre det, men en håndfuld overnatninger er langt at foretrække.
Se, hvad vi ellers skriver om: Hoteller, Sommer, Ferie og Danmark