1. Kylian Mbappé, 19 år, Frankrig
Det er aldrig sjovt at tabe. Men det er endnu sværere at grine ad det, hvis man bliver ydmyget af sin lillebror, Ethan. Heldigvis har Kylian Mbappé formået at bruge de ubehagelige nederlag til sit eget kød og blod til noget positivt. Når det franske guldæg fejrer endnu en scoring med sin signaturjubel med korslagte arme og strittende tommelfingre, kommer inspirationen nemlig fra hans syv år yngre bror.

”Det var ikke mig, der fandt på det. Det var min bror. Han jubler sådan her hver gang, han vanærer mig på PlayStation,” har den 19-årige PSG-stjerne forklaret.

2. Hee-Chan Hwang, 22 år, Sydkorea
Den 22-årige angriber er en af de få spillere i den sydkoreanske trup, der spiller i Europa. At dømme ud fra hans ihærdige indsats på grønsværen kunne man godt forledes til at tro, at de fylder energidrik i hans tank. Han knokler løs for FC Red Bull Salzburg og har en fortid hos FC Liefering i den næstbedste østrigske række, der er en af Red Bulls såkaldte feeder clubs. Han er ikke bleg for at smøge ærmerne op for at hjælpe til med lidt defensivt knofedt. Til den mere kreative del af spillet har han søgt råd hos landsmanden Jeon Kwon, der er en af de ypperste freestyle-ekvilibrister i verden.

3. Ousmane Dembélé, 21 år, Frankrig
Bruddet mellem Dortmund og Dembélé efter kun et års ægteskab var ikke kønt. Den letbenede, udfordrende franskmand tvang sig ud af traditionsklubben ved at blive væk fra holdet, indtil tyskerne tog imod Barcelonas skibsladning af kolde kontanter. Når han endelig dukkede op til træning, kom han i klammeri med holdkammeraterne, som det skete med den schweiziske keeper Roman Bürki. Hvad gør man så som forsmået Dortmund-fan, der lige har brugt penge på en spritny trøje med Dembélés navn på ryggen? Ja, man tilsætter da en hånende kommentar, der er lige så fræk som den unge dribler selv: ”Who the fuck is” påtrykt over Dembélés navn.

4. Gabriel Jesus, 21 år, Brasilien
Det er ikke længe siden, at en dåsesodavand var det trofæ, som Gabriel Jesus begærede mest. I Rusland sætter den brasilianske angriber sammen med en a-liste af holdkammerater dog jagten ind efter den legendariske VM-pokal. Den letbenede målræv voksede op med gadebold i favelaen ’Jardim Peri’ i storbyen São Paulo. Hver gade i slumkvarteret stillede med et hold til turneringerne, hvor præmien var en brusende forfriskning.

”Det var en krig om at få fingre i den dåsesodavand. Det er alt, hvad du har, og den dåse betød helt ærligt mere for os end Copa Libertadores (det sydamerikanske mesterskab, red.). Hvis man vandt, delte man sodavanden, og det var det bedste, vi nogensinde havde smagt, det smager 10 gange bedre end champagne,” fortæller Manchester City-spilleren.

5. Davinson Sánchez, 21 år, Colombia
Da den italienske fodboldlegende Franco Baresi stillede støvlerne på hylden, var Davinson Sánchez bare et år gammel. Det var i 1997. 21 år senere er colombianeren på vej til at blive en af de bedste midterforsvarer i verden. Selv om han ikke nåede at opleve den italienske forsvarslegende, mens han var aktiv, har han alligevel taget ved lære. Hurra for internettet.

”Mit største idol er Franco Baresi. Jeg er for ung til at have set ham spille, men jeg har set mange YouTube-videoer og downloadet mange klip for at studere hans spil,” sagde Sánchez kort efter, Tottenham havde slået deres klubrekord for dyreste indkøb, da de hentede ham til Premier League i 2017. Det er 36 år siden, Baresi var med til sit første VM. Til sommer er det lærlingens tur.

6. Youri Tielemans, 21 år, Belgien
Den ombejlede midtbanespiller med tordenstøvlen fra distancen er også en ivrig fodboldspiller med sine tommelfingre. Han valgte sidste sommer at skifte til Monaco, men hans Fifa-vaner kan måske løfte sløret for, hvad hans fremtidige klub kan blive. Hans tidligere værelseskammerat hos belgiske RSC Anderlecht, Fabrice N’Sakala, har røbet, at unge Tielemans næsten altid spillede med Juventus – og nogle gange med Manchester City – når de krydsede PlayStation-klinger.

”Vi har det sjovt sammen, og hvis jeg kommer til træning lidt senere end ham, kan han godt lide at binde mine snørebånd sammen,” har N’Sakala, der var som en storebror for midtbanedynamoen i den belgiske traditionsklub, fortalt.

7. Rúben Neves, 21 år, Portugal
Historien om Rúben Neves’ karriere er trods sukkerfodens spæde alder spøjs. Han blev anfører for Porto i Champions League som 18-årig, men spiller lige nu i den næstbedste engelske række, hvor han fører an i Wolverhamptons succesfulde bestræbelser på et gensyn med Premier League. Selv om han spiller i orange på Molineux Stadium midt i England, bløder han stadig hvidt og blåt for Porto, den eneste klub han havde kendt inden det opsigtsvækkende skifte til Wolves. ”Azul e branco é a coracão” – blåt og hvidt er hjertet – står der på den unge mands venstre overarm. Da han stoppede hos barndomsklubben, søgte han trøst på tribunen blandt de mest hardcore fans, Super Dragões-grupperingen.

8. Amine Harit, 20 år, Marokko
”Jeg har ikke været her længe, men jeg har allerede forstået, at Dortmund er vores største rival,” har midtbanespilleren engang meldt ud. Derfor undrede det mange fans, at han midt i sin første sæson for Schalke 04 valgte at farve sit hår i gult og sort, som er farver fra Dortmunds palet. Og han gjorde det endda lige efter et af de vildeste Revierderbyer nogensinde, hvor den indskiftede marokkaner reducerede til 4-2 i en vanvittig 4-4-kamp mellem ærkerivalerne. Men det var angiveligt konsekvensen af et væddemål med en ven.
”Hvis jeg scorede i derbyet, skulle jeg farve mit hår i Dortmund-farver. Jeg scorede og holdt mit løfte,” lød forklaringen fra Harit, der stiller op for Marokko, selv om han tidligere har spillet for Frankrigs ungdomslandshold.

9. Kelechi Iheanacho, 21 år, Nigeria
Den langlemmede nigerianer har før funklet ved et VM. Det var godt nok ved et U17-VM i 2013, men Nigeria vandt i de Forenede Arabiske Emirater, hvor Kasper Schmeichels holdkammerat fra Leicester City var hurtig til at stjæle overskrifterne. Det gjorde han blandt andet ved at lave fire kasser i rundbarberingen af Mexico i den første gruppekamp. Hver gang han scorede, blev det markeret på en helt speciel måde. Ude ved hjørneflagene – mens netmaskerne stadig blafrede – imiterede han med armene over hovedet sin yndlingswrestler Daniel Bryans ”Yes! Yes! Yes!”-råb. Publikum var ellevilde.

10. Maxi Gómez, 21 år, Uruguay
Den 21-årige rodeotyr af en bomber fra spanske Celta de Vigo er den næste i rækken af verdensklasseangribere fra Uruguay. Han var 15, da han rykkede hjemmefra og tog turen 400 kilometer sydpå til hovedstaden Montevideo for at slutte sig til den uruguayanske fodboldklub Defensor Sporting. Den brølstærke angriber, der netop bliver kaldt ’tyren’ på grund af sin evne til at slynge sagesløse modstandere af sig i boksen, er med andre ord ikke bange for en udfordring.

I sin blot anden optræden for i Montevideo blev han bedt om at sparke det afgørende straffe i ottendedelsfinalen i Copa Sudamericana. Dengang 19-årige Maxi Gómez eksekverede naturligvis. Der løber isvand i årerne på arvtageren fra Edison Cavani og Luis Suarez.

11. Hirving ’Chucky’ Lozano 22 år, Mexico
Han har hverken vansiret ansigt eller ildrødt hår. Egentligt ligner PSV Eindhoven-angriberen slet ikke den lille ondskabsfulde dukke fra ’Chucky’-gyserfilmene. Øgenavnet stammer derimod fra hans vane med at skræmme livet af sine medspillere. I ungdomsårene gemte han sig under sine holdkammeraters senge for at springe frem og forskrække dem inden sengetid. Nu nøjes den unge mexicaner med at terrorisere modstandernes forsvarere, som han siden sidste sommer har gjort med bragende succes i Æresdivisionen.

LÆS MERE: Yaya Touré med ny vild udtalelse: ”Pep Guardiola har problemer med afrikanere”

LÆS MERE: Her kan du se fodboldlandsholdets kampe på storskærm

LÆS MERE: Underskriftindsamling: Udsæt VM, til Bendtner er klar