1. Hvem vinder Champions League i år?

”Det kedelige svar er, at det bliver én af de store klubber. Det er efterhånden en meget lille kreds af klubber, der for alvor kan gøre sig forhåbninger om at vinde Champions League. Selv blandt de største klubber skal man have nogle helt særlige kvaliteter, for at kunne vinde den. Uanset deres nuværende form er Real Madrid bare et godt bud, hvis man konkret skal pege på en vinder. De ser ikke ud til at blive spanske mestre, og det kan næsten være til deres fordel. Jeg har svært ved at se, at en klub, der kæmper hårdt for at blive national mester, også kan vinde Champions League. Det kræver simpelthen for meget. Her tænker jeg for eksempel på, at et snævert titelræs mellem Manchester City og Liverpool i England kan koste de sidste procenter, når det hele skal afgøres i Champions League.

Klubber som Juventus og Paris Saint-Germain kan også drage fordel af at være ganske suveræne i deres hjemlige ligaer. Juventus med Cristiano Ronaldo på holdet er også et godt bud på en vinder, mens jeg synes, Paris ligner et hold, der mangler international erfaring.”

2. Hvor spiller Christian Eriksen efter sommerferien?

”Det, jeg tror mest på, er nok, at han bliver i Tottenham. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kender Christian Eriksen helt ind i sjælen, men jeg har trods alt fulgt ham, siden han var ganske ung, og hvis der er noget, der har præget hans karriere indtil videre, er det omtanke og modenhed. Han er ikke en spiller, der flytter klub bare for forandringens skyld. Der skal ikke være for meget vanvid om ham, så jeg ved ikke, hvor meget han drages af hysteriet i klubber som Real Madrid og Barcelona. Der kommer med jævne mellemrum rygter om, at han skal til Spanien, men jeg har en fornemmelse af, at matchet ikke er helt perfekt. Hvis Barcelona ville gå all-in på at bygge et hold op omkring Christian Eriksen, så var det nok allerede sket.

Så længe Christian Eriksen kan se muligheden for at vinde noget i Tottenham side om side med Mauricio Pochettino, Harry Kane og så videre, så tror jeg, han forlænger sin kontrakt og bliver i London.”

GettyImages-1076891450.jpg

Jürgen Klopp og Pep Guardiola.

3. Snubler Liverpool i den engelske mesterskabskamp?

”Man kan diskutere, om det overhovedet kan kaldes at snuble, hvis Liverpool ikke vinder mesterskabet i år. Der er meget lang vej endnu, og de er kun fire point foran efter nederlaget til Manchester City. Jeg har en fornemmelse af, at det bliver enormt tæt, og at de bliver overhalet af Manchester City i sidse ende. Der er en følelse omkring Liverpool, der skriger, at nu skal de endelig genvinde mesterskabet efter 19 års tørke. Det er ikke så meget, fordi den enkelte spiller kommer til at ryste i bukserne. Men hele stemningen omkring klubben kan godt blive for animeret. Hvis jeg blevet tvunget til at smide en blank 20’er på en klub, ville jeg nok gå efter Manchester City.”

4. Hvem er træner i Manchester United efter sommerferien?

”Fodbold er jo meget øjebliksbilleder, og lige nu har Ole Gunnar Solskjær vundet fem ud af fem kampe som Manchester United-manager. Hvis han fortsætter i den stil, får de svært ved at se forbi ham, når der skal fastansættes en træner til sommer. Jeg tror, han er et godt bud på en permanent manager. Det gør jeg også ud fra en betragtning af, at Manchester United som fodboldklub er så stor, at der ikke er behov for et stort managernavn. Der er brug for én, der kan få førsteholdet til at spille god fodbold og skabe god stemning i omklædningsrummet, og så skal spillerne nok klare resten selv. Det er sat på spidsen, og selvfølgelig har Solskjær en masse taktisk viden, men først og fremmest kan han få tingene til at glide lidt lettere, hvilket gør ham til mit bedste bud.

Alternativt har der selvfølgelig været meget snak om Tottenhams Mauricio Pochettino, men det bliver en dyr fornøjelse.”

5. Hvilket milliardindkøb skal få kriseramte Real Madrid på ret køl?

”De vil formentlig gå efter et klassisk galactico-indkøb af en offensiv profil, og så er vi jo oppe i milliardbeløb i dagens marked. Det kunne være Kylian Mbappé fra PSG. Det, jeg tror, Real Madrid ville have godt af, var hvis de i stedet lagde pengene med et lidt mere defensivt fokus. Sergio Ramos er ikke 25 år længere, og måske ville de få bedre resultater ved at forstærke forsvaret eller midtbanen.”

GettyImages-1035672904.jpg

Kylian Mbappé.

6. Kan det danske U21-landshold kæmpe med om medaljer til sommerens U21-EM?

”Både mit journalistiske- og mit fodboldmæssige hjerte skriger jo på at sige ja, og jeg tror også, det bliver en fed turnering. Danmark har et stærkt hold, der gjorde det rigtig godt i kvalifikationen. Men jeg kan også se på nogle af de andre lande og tænke, at der lige er et niveau op til de trupper, vi ser hos Spanien, England og Tyskland. De har kun spillere, der allerede spiller fast på højeste niveau, hvor det danske hold har nogle flere mangler. Jeg tror dog, at de gode relationer på det danske hold kan blive en vigtig faktor. Når man taler med spillerne, får man en fornemmelse af, at det ikke bare er et hold, der er sammensat til lejligheden.”

7. Hvor lang snor får Alexander Zorniger i Brøndby?

”Ikke ret lang. Og det kan jo virke lidt underligt, når han har ført Brøndby tilbage til toppen af dansk fodbold med en pokalsejr og næsten også et mesterskab. Ud fra den betragtning burde han være sikker i jobbet. Det er bare også tydeligt, at Zorniger er en mand, der slider på sine omgivelser. Nogle af de mange rigtige ting han gør, gør også ondt. Han stiller store krav, og måske til tider også urealistiske krav i en dansk kontekst, så jeg har svært ved at se ham være samme sted i mange år. Nu får Brøndby en ny sportsdirektør i Ebbe Sand, og så kan der godt være en naturlig overgang, hvor begge parter har brug for at prøve noget nyt.”

8. Bliver en Superliga-spiller solgt for mere end 100 millioner kroner i 2019?

”Jeg hælder til at sige ja. Alexander Sørloth spillede sig på tre måneder i FC Midtjylland til et prisleje, der nærmede sig de 100 millioner. Pengene er blevet så store, at en spiller som Robert Skov kunne være så mange penge værd. Især hvis en Premier League-klub bliver dødeligt forelsket i en spiller, så lægger de jo bare de penge, der skal til.”

GettyImages-504549172.jpg

Lionel Messi og Cristiano Ronaldo.

9. Får vi en førstegangsvinder af Ballon D’Or i 2019?

”Her er det altid ret afgørende, om det er slutrunde-år eller ej. Det er 2019 jo ikke, så en turnering som Champions League bliver mere udslagsgivende for, hvem der vinder. Jeg tror ikke, vi får en Modric-kåring som i år, der i høj grad blev afgjort af hans præstationer til VM. Derfor hælder jeg til at tro, at prisen falder tilbage i hænderne på Lionel Messi eller Cristiano Ronaldo, alt efter hvem, der vinder de nationale turneringer og Champions League.”

10. Er der en bredere tendens eller et samtaleemne, du tror, kommer til at fylde særligt meget i 2019?

”Jeg fornemmer, at der er et stigende behov for at tale om retfærdighed i fodbold. Der er flere og flere ligaer, der indfører Video Assistant Referee, og der er større opmærksomhed end nogensinde på skuespil og generel opførsel på banen. Der er kommet en idé om, at fodbolden skal være retfærdig, men hvad er retfærdighed i fodbold egentlig? Selv VAR beror jo på dommerskøn, og jeg tror, vi kommer til den konklusion, at fuldstændig retfærdighed i fodbold bliver noget nær umulig at opnå. Dermed ikke sagt, at det er et problem, for fodboldens fascinationskraft bunder jo også i, at der kan ske overraskelser, og det ikke altid er de bedste og mest retfærdige, der vinder.”