Hvor god er en cykelrytter? Det kan være svært at få greb om, og en diskussion om det emne ender ofte som en veritabel selskabsleg. For en professionel cykelrytters vedkommende er der selvfølgelig de målbare præstationer, sejrene og placeringerne, men den slags er langtfra fyldestgørende og fortæller intet om, hvordan forholdene var på dagen, hvem der blev kørt imod, og hvordan løbet udviklede sig. Ofrede holdet sig for rytteren? Skar en sidevind feltet over? Var der styrt i finalen, punkteringer undervejs?

Alle er enige om, at Eddy Merckx er historiens største cykelrytter, men hvad med de andre store navne? Havde Froome vundet Touren i 2019, hvis ikke han kort forinden var styrtet i Critérium du Dauphiné? Og ville en femte Tour-sejr til Froome i øvrigt placere ham på linje med om ikke Merckx, så Anquetil, Hinault og Indurain, der alle har vundet det franske etapeløb fem gange? Og hvor i cykelhistorien placerer vi Raymond Poulidor, der har tre 2. pladser og fem 3. pladser i Touren? Var Coppi større end Bartali, var Rolf bedre end Riis, og burde Contador have vundet flere Grand Tours, end han gjorde?

For alle med interesse for professionel cykling er spørgsmål som disse med til at gøre sporten dybt fascinerende. Det er en del af det, vi kan lide. Intet sted kan det være så smukt at tabe som på landevejen, og alle ved, at en rytters eftermæle har afsæt i meget mere end hans palmerés.

Lige fra starten har jeg vidst, at jeg ville forsøge at indkredse kvaliteten af Jesper Skibbys præstationer. Placere ham på sportens landkort. Han er den eneste dansker, der har vundet etaper i alle tre Grand Tours, og i alt står han noteret for 30 professionelle sejre. Så meget ved vi. De fleste er også enige om, at hans flotteste sejr er Tour-etapen til Évreux, og mange mener, at han på en god dag kunne have vundet verdensmesterskabet i professionel landevejscykling.

Da jeg nævner det sidste for Jesper selv, replicerer han hurtigt:

”Jeg er den eneste dansker, der har været til VM 11 gange og kun har fuldført én gang. Det er rekord.”

Han griner efter at have sagt det, hvilket hverken generer eller overrasker mig det mindste. Som de fleste andre har jeg det godt i Jespers selskab, og jeg har vænnet mig til hans hurtige replikker og uhøjtidelige tone. Det er hans natur, og den virker ærlig.

Men et svar som dette gør det indimellem også til en udfordring at komme til bunds i historien. Det gælder pudsigt nok ikke, når vi taler om personlige emner som følelser og familie. Her dvæler han længe ved spørgsmålene, inden han svarer, tænker sig om, leder efter de rette ord og formuleringer og spørger bagefter ind til, om jeg forstår, hvad han mener, om det giver mening, hvad han siger.

Sejrene i cykelkarrieren affærdiges dog ofte med en vittighed eller en hurtig forklaring om, at han har svært ved at huske en episode. Jesper virker en smule genert, når han bliver rost.

En dag, jeg har Brian Holm i røret, siger jeg, at jeg ikke forstår, hvordan man kan blive så god til så hård en sport som professionel landevejscykling, som Jesper var, hvis man har en så afslappet indstilling til sin træning og karriere, som han giver udtryk for. Hvis man ikke har fuldstændig styr på, hvor længe og hvorledes man sidder på cyklen hver dag.

”Det er bare Skibby, der underspiller sin rolle. Han er en af de mest seriøse ryttere, jeg nogensinde har mødt. Skulle han køre 300 kilometer på en træningsdag, kørte han 300 kilometer, og så gik han sulten i seng. Du vinder ikke Grand Tour-etaper, hvis du kun kan lave fis og ballade og ikke ved, hvad der foregår omkring dig. Det var et image, som han måske stadig har svært ved at slippe,” siger Brian Holm og tilføjer:

”Men kommer du ikke ud på Eurosport på mandag? Thomas Bay er der også. Så snakker vi om det.”