Når jeg sidder med fødderne i startblokken, fokuserer jeg på det tryk, jeg skal have, når skuddet lyder. Jeg ved, at jeg skal springe ud i stedet for at løbe. Vinklen på min krop skal gerne være 45 grader. Hvis jeg kommer for lavt ud med hovedet, bliver min vinkel for spids, og så kan jeg komme til at træde foran mig selv og miste trykket. Efter springet tænker jeg på de næste 12 skridt. Jeg skal meget gerne være lige under 20 meter henne på banen, når de er taget, men jeg skal stadig ikke være helt oprejst, så jeg fokuserer på at gøre vinklen større gradvist. Det hele ligger på rygraden. Selve løbet går meget stærkt.

Op mod et stævne skærer jeg meget ned på træningen. Det handler om at gøre kroppen så klar som mulig. Mine intervaller bliver kortere, men intensiteten i træningen stiger for at gøre mine muskler spændstige, hvilket det kræver for at sprinte. Det vil sige, at jeg kan gå fra at løbe 2,5 kilometer til at løbe 40 meter. Jeg har min sidste rigtige træning tre dage før konkurrencen. Dagen inden øver jeg min start, fordi den altid skal sidde i skabet, hvis man vil have noget ud af løbet.