Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Euromans guide til Europas mest populære skilande

Euromans guide til Europas mest populære skilande

Det er så småt tid til at booke vinterens skitur. Er du til DJ Ötzi, stive sjusser og hårdtpumpet afterskiing eller måske mere til sneens knitrende nattestilhed? Vil du sove i en ’udtræksskuffe’ eller på luksushotel? Er du til kulsorte pukkelpister, til powder snow eller til brede boulevardpister? Og har du måske i år ingen penge, men vil af sted alligevel? Her giver vi dig vores guide til de mest populære skilande.

Frankrig


Er du typen, for hvem et stort og varieret terræn er det vigtigste parameter for en god skiferie, så drag til Frankrig – landet, hvor man finder det bedste skiløb i Europa. Til gengæld er det ikke billigt, og overnatningsforholdene er ikke for gode. Men intet andet land i verden råder over så mange store skiområder, og i Frankrig finder du det bedste skiløb i Alperne.

Verdens største sammenhængende skiområde, De tre dale, ligger således i Frankrig, og det samme gælder andre piste-mastodonter som Paradiski (Les Arcs og La Plagne), Portes du Soleil (Avoriaz m.fl.) og L’Espace Killy (Tignes og Val d’Isère).

De franske skiområder ligger generelt højere end i de øvrige alpelande. Det giver en høj grad af snesikkerhed, og i en tid med stigende temperaturer pga. den globale opvarmning kan det vise sig at blive guld værd. Er man ekspert på brædderne, kan man glæde sig over, at man i Frankrig finder det mest udfordrende skiløb i Europa. Knap så gode skiløbere skal dog ikke føle sig skræmt væk, da landet også råder over masser af velegnede pister til begyndere og letøvede.


Les Arcs og La Plagne.

Langt de fleste steder er liftkvaliteten i top. Der investeres store summer i at modernisere og vedligeholde lifterne, og hvis man ser bort fra begynderlifterne, er træklifter på mange destinationer efterhånden lidt af et særsyn.

Den høje standard inden for lifter, pister og beliggenhed fås dog ikke gratis. Priserne på liftkort og overnatning er generelt dyrere end i lande som Østrig og Italien, og det samme gælder for mad og drikke. Samtidig finder man ikke den samme grad af afterskiing, der slet ikke når østrigske højder. På steder med mange yngre udenlandske gæster – som fx Val Thorens, Tignes, Avoriaz og Alpe d’Huez – kan der dog være ganske godt gang i den, men den mere afmålte franske stil skinner stadig igennem. Bedst afterski finder man typisk på barer drevet af udlændinge, ikke mindst de engelske pubber.

Æstetisk set betaler man i Frankrig mange steder en høj pris for de højt beliggende skisportsbyer, der typisk er bygget højt oppe i terrænet udelukkende med skiløb for øje og går under fællesbetegnelsen satellitbyer. Den arkitektoniske udformning står desværre kun sjældent mål med de skimæssige kvaliteter, hvilket nogle steder har resulteret i decideret fæle og stemningsforladte betonrædsler.

Retfærdigvis har man i adskillige satellitbyer nu gennemført forskønnelseskampagner, og mange af dem ser væsentlig mere indbydende ud i dag end tidligere. Samtidig råder Frankrig også over adskillige små hyggelige skibyer, der ikke lader Østrig meget efter – Valloire er et godt eksempel.

Mere alvorligt er det derimod, at satellitbyerne er domineret af store lejlighedskomplekser, hvor der bestemt ikke ruttes med kvadratmeterne. I de små  lejligheder består mange af sengepladserne af ’skuffer’, som ved nattetide kan trækkes ud af væggen. Du skal kende dine bofæller særdeles godt eller også medbringe en stor portion tolerance. Franskmændene er dog opmærksomme på problemet, og i det meste nybyggeri er lejlighederne større, men antallet af ’kosteskabslejligheder’ er stadig i overtal.

Frankrig er det perfekte land for inkarnerede skiløbere, for hvem priser og overnatningskomfort ikke er det vigtigste. Anderledes forholder det sig med begyndere, for hvem det er lidt spild at betale ekstra for et liftkort til et megastort område, som man slet ikke har behov for. Børnefamilier kan også finde billigere lande, om end franske destinationer er glimrende til familier, hvor medlemmernes niveau ikke er ens, da der så er noget for enhver smag.

Gode franske destinationer, hvis du skal af sted med …

...familien:
Les Menuires, Valmorel, Valloire, La Rosiere.

...kæresten:
Les Deux Alpes, Meribel, Risoul, Serre Chevalier, Paradiski.

...drengene:
Val Thorens, Avoriaz, Tignes, Alpe d’Huez.

Næste side: Østrig

Østrig


Hvis skiferien for dig handler om at have det sjovt og more sig, så tag til Østrig. Intet andet land når Østrig til skistøvlerne, når det handler om bragende afterski. Til gengæld er skisportsstederne knap så højt beliggende, hvilket mindsker snesikkerheden. Men i Østrig får du en feel good-fornemmelse, som selv det største og bedste skiterræn ikke kan skaffe alene. I Østrig finder man en hygge, som er ganske tæt på dansk mentalitet – en gemütlichkeit, der opleves bedst i de mange mindre skiområder, som præger alpelandet. Her kommer man mange steder ganske tæt på den rendyrkede alpeidyl med snedækkede landsbyer og skovklædte pister.

Af samme grund har Østrig altid haft en stor plads i danske skiløberes hjerter. Det gælder i høj grad for børnefamilier, der drages af hyggen, ligesom yngre partyløver også finder optimale forhold.

Det skyldes, at Østrig er afterskiens moderland, og den ædle disciplin dyrkes overalt i alpelandet, hvor dampende Glühwein, skummende fadøl og stærk Jägertee drikkes i stride strømme. På de større østrigske skisportssteder festes der igennem i en grad, som kan måle sig med Ibiza eller Ios i sommersæsonen, og her er mindst lige så stor fart på om natten som om dagen.

St. Anton.

Står uendelige pistekilometer højt på ønskesedlen, skal man dog se sig godt for i Østrig. Her er kun ganske få af de helt store områder. Men de findes, og blandt de større er St. Anton og Ischgl. Derudover kan man på mange østrigske skisportssteder købe liftkort, der også gælder til nabodestinationerne, og på den måde får man fornemmelsen af at stå på større skiområder – der dog ikke er direkte forbundet med hinanden.

Østrigs klart største handicap er den generelt lave beliggenhed. I vintre med knap så store forekomster af ’det hvide guld’ er østrigske destinationer langt mere udsatte for snemangel end nabolandene Frankrig, Schweiz og Italien.

Der findes dog undtagelser. Steder som Ischgl og St. Anton er begge højt beliggende, og her er der en udbredt grad af snesikkerhed. Specielt St. Anton udmærker sig næsten hver vinter som stedet med de største snemængder. Helt sikker på sne er man også på de destinationer, hvor der findes en gletsjer. Det gør, at destinationer som fx Zell am See og Sölden altid har skibare pister.

For kør selv-gæster er Østrig at foretrække frem for Frankrig og Italien – primært pga. den kortere afstand fra Danmark. Man kan benytte de lige, tyske landeveje en meget stor del af vejen.

Ønsker man selv at lave aftensmad, er Østrig ikke det ideelle sted. Landet har rigtig mange små og hyggelige morgenmadspensioner, mens man ikke finder ret mange hoteller og lejligheder. Overnatningen er lagt an på, at man spiser ude.

Der tales tysk i Østrig, og kan man huske lidt af skolelærdommen, kan man gøre sig forståelig overalt. På de større skisportssteder tales der også engelsk på de fleste restauranter og forretninger, så man skal ikke fravælge Østrig af sprogmæssige årsager.

Er kæmpestore og højalpine skiområder ikke det eneste saliggørende, er Østrig et ideelt skisportsland. Begyndere og letøvede har rigeligt med terræn på de østrigske destinationer, men til gengæld rammes de ofte af, at begynderpisterne er de lavest beliggende og derved mere udsatte for snemangel.

Gode østrigske destinationer, hvis du skal af sted med …

....familien:
Wagrain, Nauders, Zillertal, St. Johann, Galtür.

...kæresten:
Kitzbühel, Bad Gastein, Westendorff, Lech.

...drengene:
St. Anton, Ischgl, Saalbach/Hinterglemm, Sölden.

Næste side: Italien

Italien


Drømmer du om skisportssteder, hvor der generelt er fin plads på pisterne, og hvor god mad og vin er en vigtig del af ferien, så tag til Italien. Det er livsnydernes land – også når det handler om skiferie. Skiløbet er afslappet og skønt, men elskere af heftig afterski vil derimod blive slemt skuffede.

Italienerne rejser sjældent udenlands, når de selv skal på skiferie, og derfor er en stor del af gæsterne indenlandske. Og da italienere pr. definition er livsnydere, er en frokost bestemt ikke noget, der bare skal overstås. Her tages dagens midterste måltid meget alvorligt, og en flere timer lang frokost efterfølges ofte af en tur i liggestolene i solskinsvejr, ligesom der sidst på eftermiddagen også skal være tid til at se på forretninger nede i byen.

Det giver alt sammen herlig meget plads på pisterne til os udlændinge, og selv om man ikke går i den italienske frokostfælde, behøves man ikke at gå glip af de herlige kulinariske oplevelser. Men dem kan man med god samvittighed gemme til om aftenen på de mange fremragende restauranter.

Selv om italienerne ikke holder sig tilbage for at nyde et par glas vin, slår lysten til at få alkohol indenbords ikke igennem, når det handler om afterski. Italienerne har ingen tradition for denne ellers så ædle disciplin, og de ser ofte med lige dele moro og forskrækkelse på udlændinge, der kigger dybt i glassene ved skidagens afslutning. Der findes dog enkelte undtagelser, og fx i byen Livigno, der har mange udenlandske gæster, finder man faktisk en ganske acceptabel afterskiing.

Italienerne er noget nær verdensmestre, når det handler om at præparere pisterne. På langt de fleste destinationer er kvaliteten af pistepræpareringen helt i top, og da italienerne ikke selv slider så meget på den, holder de gode forhold ofte hele dagen.

Til gengæld er lifterne set over en bred kam knap så moderne og komfortable som i fx Østrig og Frankrig. Desuden er lifterne ikke alle steder lige hensigtsmæssigt placeret, og man fornemmer et strejf af det manglende overblik og sans for planlægning, som Italien også er kendt for.

Som en slags kompensation er et liftkort generelt lidt billigere end andre steder, og de lavere priser slår også igennem, når det handler om overnatning og fødevarer. I Italien kan man spise alle måltider ude på nær morgenmad, uden at det får feriebudgettet til at gå i blussende rødt.

Er man på kør selv-holdet, skal man dog beregne øgede udgifter – og ikke mindst tid – til transporten, da italienske skisportssteder ligger noget længere væk fra Danmark end fx de østrigske.

Italien er sammen med Østrig og Frankrig de største aftagerlande af danske skiturister i Alperne. Og når det gælder skisportsstedernes størrelse og højdemæssige placering, ligger Italien i midten blandt de tre lande.

Hvad størrelsen på skiområderne angår, minder Italien en del om Østrig. Italien råder dog over verdens største ikke-sammenhængende skiområde, Superski Dolomiti med over 1.000 km pister.

Terrænmæssigt finder man alle slags udfordringer i Italien, men med overvægt af let til middelsvært terræn. De stilige italienere iklædt den nyeste skimode vil helst ikke tabe ansigt ved at ligge og rode i sneen, så brede og moderat hældende boulevardpister er der rigeligt af på de italienske skisportssteder.

Fremmedsprog har tilsyneladende ikke nogen fremtrædende plads på de italienske skoleskemaer, og med undtagelse af personalet på visse restauranter og hoteller taler kun de færreste engelsk.

Boligmæssigt er der frit valg på alle hylder i Italien, hvor man finder en god blanding af såvel pensioner, lejligheder som hoteller. En del af hotellerne tilbyder halvpension, hvor man som oftest trakteres med en gigantisk fire-retters middagsmenu, der til fulde erstatter de mange kalorier, man i dagens løb har forbrændt på pisterne.

Italien er det perfekte sted for gourmeter, livsnydere og folk, der foretrækker den mere tilbagelænede stil. Er man den mere utålmodige type, for hvem ventetid og dårlige sprogfærdigheder er et stort irritationsmoment, bør man næppe forlægge vinterresidensen til de italienske Alper.

Gode italienske destinationer, hvis du skal af sted med …

...familien:
Livigno, La Thuile, Canazei, Val Gardena.

...kæresten:
Sestriere, Folgarida, Courmayeur, Gressoney.

...drengene:
Cervinia, Livigno, Sauze d’Oulx, Madonna di Campiglio.

Næste side. Skandinavien

Skandinavien


Foretrækker du langrendsski frem for carvingski, eller drejer din skiferie sig om at tilbringe mest mulig tid sammen med familien, så drag til Sverige eller Norge. Familiehyggen trives i bedste velgående på skisportsstederne i de to lande, men medmindre man foretrækker at løbe langrend, savner de bedre skiløbere dog udfordringer i det nordlige.

Unge med fuld fart på partyskruen bør holde sig langt væk. Dels er nattelivet meget beskedent, og dels er det herredyrt blot at få en beskeden brandert på. Og når først lifterne er lukket, sker der ikke alverden i Skandinavien. Men det giver til gengæld rig mulighed for at tilbringe sene eftermiddage og aftener sammen med familien eller vennerne. De skandinaviske nabolande, der i denne guide er slået sammen, fordi de minder meget om hinanden, er det perfekte sted at leje en hytte og bruge aftenerne på spil og snak, mens ilden knitrer i pejsen, en kold pils dugger i glasset, og varm kakao damper i krusene.

Leveomkostningerne er et af de store minusser ved Sverige og Norge. Det er dyrt at spise ude eller at proviantere i de lokale supermarkeder. Er man på kør selv-ferie, hvilket er oplagt med destinationer, der ligger så tæt på, kan det derfor anbefales at medbringe så mange madvarer som muligt. Det kræver blot, at man selv gider lave mad efter en lang skidag.

Sverige og Norge er og bliver et paradis for langrendsløbere, der forkæles med et enormt udbud af løjper. Foretrækker man stilheden i fjeldene frem for larmen i Alperne, bliver det ikke meget bedre.

Alpint skiløb kan også praktiseres, men her er forholdene ikke nær så ideelle. Norge og Sverige er kendetegnet ved små alpine områder, som den rutinerede løber hurtigt vil finde for små, hvis ferien varer mere end et par dage. Udfordringerne er også til at overse, da de fleste pister er relativt lette. Derimod er terrænet perfekt for børn og begyndere. Lifterne er heller ikke så moderne som i Alperne, og træklifterne dominerer mange steder.

I Alperne er noget af det mest saliggørende ved en skiferie at sidde på vej op i en stolelift og nyde de stejle dramatiske bjerge, men dén oplevelse er ikke nær så smuk i Skandinavien, der er præget af bløde, runde og ikke nær så høje fjelde. Til gengæld oplever man ofte de smukkeste uberørte snelandskaber, hvis man drager ud i fjeldet på langrend.

Norge og Sverige er absolut bedst at besøge sidst på vinteren, da december og januar kan være meget kolde, ligesom det bliver tidligt mørkt i disse måneder. Jo senere man kommer hen på sæsonen, jo mere sol og jo længere skidage.

Har man børn, der skal i skiskole, er Skandinavien klart at foretrække frem for Alperne. Hvis man beder skilæreren om at tale langsomt og tydeligt, vil  ungerne som regel kunne forstå en del samt selv gøre sig forståelige. Det kan de ikke, når undervisningen foregår på tysk, engelsk eller fransk.

Sverige og Norge er derfor et oplagt sted for børnefamilier samt for begyndere og let øvede. De fleste skandinaviske skisportssteder er desuden perfekte til grupper og familier, hvor nogle vil løbe langrend og andre alpint. Men gode skiløbere og festglade skiturister bør søge til Alperne.

Gode skandinaviske destinationer, hvis du skal af sted med …

...familien:
Branäs, Sälen, Idre Fjäll, Hafjell.

...kæresten:
Geilo, Oppdal, Åre, Hovden.

...drengene:
Trysil, Åre, Hemsedal, Kvitfjell.