Udvisninger

Modsat mange andre sportsgrene har dommerne i ishockey et væld af muligheder, hvad angår straf og udvisninger. Er det en lille forseelse som at skubbe, give en albue eller spænde ben med staven giver det oftest to minutter i straffeboksen. En kæberasler eller at prikke modstanderen i øjnene medfører derimod ofte 5 eller 10 minutters personlig straf, hvis ikke man bliver sendt i omklædningsrummet. Det vil betyde, at holdet efter to minutter må få en ny spiller på banen, mens den udviste køler af. Ligger forseelsen et sted mellem de to, kan dommeren fordoble straffen, så den varer fire minutter.

Faceoff

Efter hvert spilstop begynder man med faceoff, hvor dommeren kaster pucken ned mellem to spillere, der begge forsøger at få den hen til en af deres egne. Det kan enten foregå på neutral grund på midten af banen eller i målzonen hos det hold, der begik forseelsen.

Offside

Der er stor forskel på offside-reglen på den folkekære grønsvær, og på den kolde is. Men princippet om at undgå en fedladen attitude fra angribere og englænderpucke fra mål til mål er egentlig det samme. Hvis en angribende spiller krydser den blå linje, der markerer angrebszonen, før pucken, er han offside, og en faceoff startes efterfølgende på neutral grund.

Icing

Sendes pucken fra én banehalvdel ned forbi det modsatte mål, dømmes der icing. Før reglen blev skabt, ville et presset hold ofte parkere bussen og losse pucken væk, hver gang de fik muligheden. Reglen har minimeret den mulighed, fordi en icing vil medføre et spilstop, som bliver genoptaget med en faceoff på egen banehalvdel.