Alle kigger på Kasper Asgreen: Derfor er han en af verdens bedste cykelryttere scroll-down

Alle kigger på Kasper Asgreen: Derfor er han en af verdens bedste cykelryttere

Kasper Asgreen har aldrig været noget indlysende talent på en cykel, aldrig væltet sig i sejre. Men en forårsdag i fjor satte han verdenseliten til vægs og sejrede i brostensklassikeren Flandern Rundt. Og nu må den pragmatiske koldingenser vænne sig til, at alle de andre kigger på ham.

Af Oliver Bodh Larsen
Foto: Rasmus Weng Karlsen
Sport Euroman

Køb magasinet med Kasper Asgreen på forsiden her.

Et sted lige uden for Kolding – i baggården til et kafferisteri – cykler Kasper Asgreen rundt i aflange cirkler. Rundt og rundt. I midten af cirklen står dette magasins udsendte fotograf og fotograferer løs. Forårssolen glimter i Asgreens langtrukne, ultratrimmede lægmuskler.

Den tidligere cykelrytter Matti Breschel har engang sagt, at den rytter, der påstår, han ikke har kigget ned ad sine lægge og tænkt: ’Hold kæft, hvor er de smukke,’ han lyver. Hvis en undtagelse eksisterer til den teori, må den beskedne Asgreen være et godt bud.

Der er under tre uger til, at Asgreen skal forsøge at gentage sin sejr fra sidste år i den karrieredefinerende, belgiske klassiker Flandern Rundt.

I dette årtusind er kun tre ryttere lykkedes med at vinde løbet mere end én gang. Beder man Asgreen tage et kig i spåkuglen, så ser han den belgiske stjernerytter Wout van Aert, der har kørt forrygende stærkt i sæsonens første måneder, være med helt fremme, når dette års udgave skal finde dens vinder. Og Mathieu van der Poel, tilføjer han, stadigt cirkulerende i solen, selv om det hollandske multifænomen har døjet med rygproblemer siden i sommer.

”Han skal simpelthen bare ikke bruge så lang tid som os andre på at komme i form,” konstaterer Asgreen tørt på trekantområdejysk om den mand, hvis baghjul han så iskoldt sad klistret op ad, da de to, i hver deres nationale mesterskabstrøje, trillede ind på opløbsstrækningen i Flandern Rundt i fjor.

Wout van Aert havde de efterladt nogle kilometer forinden på brostensstigningen Oude Kwaremont, hvor mange skæbner er blevet besejlet gennem årene. Den eftermiddag blev den sejrsvante hollænder offer for danskerens udmarvende metoder. Asgreen suste over målstregen og hamrede begge nævner mod sit dannebrogsfarvede bryst, brølende ud i det pandemi-tomme målområde, mens en resigneret og hovedrystende van der Poel fiflede med sin cykelcomputer et par meter bagefter. 

Ellers er det ikke, fordi Kasper Asgreen ligefrem brøler sig igennem tilværelsen. En stille og rolig skikkelse er han. For en halv time siden tog han imod med let hængerøv i cowboybukserne og hvide gummisko. Undseelig af statur, nærmest tryllet anonym bag et mundbind, som han bærer af åbenlyse årsager: Ingen tilfældigheder må forplumre forårets store mål, der, foruden Flandern Rundt, tæller det franske monument Paris-Roubaix.

Nu er hængerøven byttet ud med dragten fra verdens konsekvent mest vindende cykelhold, Quick-Step Alpha Vinyl, og han ligner, hvad han er: en kraftfuld cykelstjerne.

Se, hvad vi ellers skriver om: Cykling, Tour de France, Cykelløb og Forsider