”Han er gay, allez, allez,” er et tilråb, som landsholdsspilleren fra FCK Mathias Zanka Jørgensen har hørt fra stadiontribuner landet over, og han forstår ikke, hvorfor det ikke får nogen konsekvenser.

Giv Euroman i gave – til dig selv eller en du holder af

”Hvorfor er det accepteret, at der kan køre en sang - om det så er om mig eller andre spillere - der lyder; ”han er gay allez, allez”? Der er ingenting i vejen med at være homoseksuel. Hvorfor slår man ikke ned på det? Det er jo, som det er tilfældet med racisme, strafbart. Racisme er ikke værre end homofobi, så det er mig en gåde, hvorfor det bliver accepteret,” siger Mathias Zanka Jørgensen til stopracismen.dk.

Landsholdsspilleren forklarer, at han hører den slags tilråb, hver eneste gang FCK spiller mod Brøndby IF eksempelvis. Og DBU har rent faktisk beføjelser til at slå ned på den slags. De kan blandt andet give bøder eller fratage et hold retten til at spille på deres hjemmebane jævnfør deres egne regelsæt.

”Beskyt spillet mod og tag aktiv afstand fra racisme, diskrimination, vold og korruption!” fremgår det af §30 i DBU’s love.

Der burde altså være grundlag for handling, og det er netop det, Mathias Zanka Jørgensen stiller sig uforstående overfor: At man ikke benytter sig af det. Ifølge ham burde man straffe klubberne økonomisk og sportsligt.

”Alle hører det, og ingen gør noget ved det. Jeg er sikker på, at der også har siddet flere politikere ude til de kampe, hvor det er blevet sunget, som heller ikke har tænkt over det. De har i hvert fald heller ikke gjort noget ved det, fastslår han,” siger FCK-spilleren til stopracismen.dk.

Zanka mener ikke, at denne generelle afstandstagen fra racisme og diskrimination, som DBU lægger op til, omfatter homofobi. Homofobiske tilråb eller udtalelser har i alle fald tilsyneladende ingen konsekvenser.

Til stopracismen.dk lægger Mathias Zanka Jørgensen vægt på, at han ikke føler sig personligt ramt af de homofobiske tilråb, fordi ’budskabet er for lavt til det’ og understreger, at det sker over hele verden. Men han ville ønske, at Danmark kunne være foregangsland i forhold til at sætte en stopper for homofobiske tilråb i fodboldsammenhænge.

”Hvad skal vi med en gay pride, når et helt stadion diskriminerer mod homoseksuelle, uden at nogen løfter et øjenbryn? Vi må se indad i fodbold. Vi oplever ikke så meget racisme, homofobi eller anden form for diskrimination i Danmark. Men når vi så gør, så kunne det være fedt, hvis vi slog hårdt ned på det. Der kunne vi være foregangsland for et godt budskab,” siger Mathias Zanka til stopracismen.dk.

I 2010 afviste DBU at lave en kampagne mod homofobi i dansk fodbold. Det samme afviste de i 2014, og der er endnu ingen danske topfodboldspillere, der har sprunget ud offentligt. 

LÆS OGSÅ: Mikkel Hansen i det nye Euroman: "Medierne betyder noget, men mine holdkammerater betyder væsentlig mere"

LÆS OGSÅ: 20-årige August Rosenmeier er en af verdens bedste FIFA-spillere: ”Messi bad om at tage en selfie med mig”

LÆS OGSÅ: Rasmus ’Jungleras’ Nielsen vandt DM i poker i 2010, nu er han medansvarlig for turneringen: ’Når man lever af at spille poker, så bliver penge en form for LEGO-klodser’